Sejlglad direktør købte båd i USA og slæbte den med hjem til Danmark og siden Italien
60 år onsdag: Claus Bech, der begyndte sin karriere i FLSmidth, har haft chefposter i USA og Italien. Nu er han direktør i tysk koncern.
»Denmark« lyder det først fra Claus Bech, men han retter hurtigt sig selv: »...øh Danmark«.
Claus Bech er lovligt undskyldt. Han har pakket kufferterne utallige gange for at arbejde i udlandet, og familiens møblement er blevet fragtet med til fire forskellige lande.
»Det kan efterhånden ses på vores møbler, at flyttefolkene har båret dem ind og ud en del gange,« konstaterer Claus Bech.
Han er teknisk direktør i den store tyske byggematerialevirksomhed Heidelbergcement og har ansvaret for seks fabrikker i Belgien og Holland.
Det første og eneste job, Claus Bech har søgt, var hos en dansk virksomhed.
Som nyuddannet kemiingeniør i 1986 begyndte han som ingeniør i FLSmidth, og selv om selskabet har adresse i Danmark, betød ansættelsen flere ophold på et halvt til et helt år i lande som Spanien, Argentina og Kina.
Claus Bech bor i Waterloo, en forstad til Bruxelles i Belgien, sammen med sin hustru. De har tre voksne børn. Ud over Belgien har Claus Bechs fascination af at arbejde i andre kulturer fået familien til at rykke teltpælene op og flytte til USA, Italien og Tyskland.
Min kone så en fordel i at komme tilbage til Danmark, og hun fik mig til sidst overbevist.Claus Bech, direktør i Heidelbergcement.
»Når man kommer til et fremmed land, skal man tage bestik af situationen og prøve at indrette sig. Men man kommer samtidig med en hel del teknikker og viden om processer, som trods alt foregår internationalt,« siger Claus Bech.
Familien Bech flyttede til USA, da han blev først procesingeniør og senere salgschef for Nordamerika i FLSmidths opkøbte virksomhed Fuller Company.
Ledelsen ville gerne have Claus Bech til at prøve kræfter med det kommercielle aspekt af virksomheden. Derfor takkede han ja til jobbet som salgschef, og for at være bedre rustet til det tog han en MBA-uddannelse. Men salg viste sig ikke helt at være Claus Bechs yndlingsbeskæftigelse:
»Det var meget spændende. Men jeg er nok mere teknisk orienteret, når det kommer til stykket. Det at sælge kræver en helt speciel personlighed. Jeg føler mig lidt bedre tilpas nu, hvor jeg igen beskæftiger mig med teknik.«
Overbevist til sidst
I 2002 tilbød virksomheden Giant Cement Claus Bech et direktørjob, hvor han var med til at bygge tre cementanlæg i USA op og dermed vendte salgskarrieren ryggen. Han fortryder dog ikke sit kortvarige karriereskifte til det kommercielle segment.
»Det har på ingen måde været spildt. Det kan godt være, at jeg ikke sidder med salgsbudgetter, men jeg sidder med regnskaber og produktionsbudgetter, og så skal man kunne sine finansielle udregninger og kpi’er (key performance indicator, red.),« forklarer Claus Bech.
Efter 15 år i USA fik Claus Bech tilbudt et job som direktør for Aalborg Portlands tekniske center i Danmark.
Det kan efterhånden ses på vores møbler, at flyttefolkene har båret dem ind og ud en del gange.Claus Bech, direktør i Heidelbergcement.
»Min kone så en fordel i at komme tilbage til Danmark, fordi vi havde tre børn og aldrende forældre, og hun fik mig til sidst overbevist,« fortæller Claus Bech.
Efter tre år rejste han dog til Rom i Italien for at være teknisk direktør i Cementir-koncernen, der ejer Aalborg Portland. Rom blev siden byttet ud med først Tyskland og senere Belgien i forbindelse med skiftet til Heidelbergcement. Claus Bech og hans hustru har dog en lejlighed i Frederikssund, som de bruger, når de besøger børnene i Danmark.
Vand i nærheden
Claus Bech har i en årrække spillet golf i sin fritid. Desuden har han altid stræbt efter at kunne dyrke sin anden store hobby sejlsport, uanset hvor han har boet og arbejdet. Derfor tog han i sin tid en sejlbåd, han havde købt i USA, med til Danmark og til Italien.
Båden blev først solgt, da adressen blev tysk, og der var 600 kilometer til vandet. Nu er der med belgisk adresse igen vand i nærheden, og en sejlbåd står øverst på ønskelisten til den runde fødselsdag.
»Jeg er dog bange for, at jeg nok bliver nødt til at give mig den selv,« lyder det fra Claus Bech.

