Navne

Klaus Kjøller – Universitetets satiriske grovkorn

75 år lørdag: Lektor Klaus Kjøller har skrevet adskillige bøger om politisk kommunikation og været en spids satirisk klummeskribent.

Klaus Kjøller Kjøller har efter eget udsagn skrevet cirka 50 fag- og skønlitterære bøger.  Han har desuden skrevet klummer for flere aviser. Foto: David Leth Williams

Klaus Kjøller er ikke bange for at sætte pen til papir.

Når den tidligere lektor og forfatter fylder 75 år, kan han se tilbage på en karriere, hvor det skrevne ord har været bærende for både hans seriøse og mindre seriøse virke.

Kjøller, der har været tilknyttet Københavns Universitets danskstudie i mere end 40 år, har efter eget udsagn skrevet cirka 50 fag- og skønlitterære bøger.

Han har desuden skrevet klummer for flere aviser - heriblandt i en årrække for Berlingske i den satiriske bagsideklumme ”Groft Sagt”.

Som lektor har Klaus Kjøller især beskæftiget sig med kommunikation, og i fagbøger har især informationsstrømmene i den politiske verden optaget ham.

Uheldig kommentar

Ikke alle er over årene dog faldet på halen over hans vid.

Således gav Politikens nuværende politiske kommentator, Kristian Madsen, i 2011 Kjøllers debatbog ”Den politiske komedie” en overhaling af de helt store.

”Mageløst forsludret”, lød dommen, som Kjøller efterfølgende angreb skriftligt med en udlægning af, at det var, fordi han til tider gjorde sig lystig over Politikens skribenter i ”Groft Sagt”.

Helt heldigt faldt det heller ikke ud, da Klaus Kjøller i 2007 udtalte sig til Nyhedsavisen om sit syn på de studerendes muligheder for at påvirke en eksamenskarakter.

»Hvis man har en god røv, er der ingen grund til at skjule den til eksamen,« sagde han i den forbindelse.

Det indbragte ham en tur på rektors kontor og en efterfølgende trang til at beklage sin udtalelse.

Klaus Kjøller bor i Allerød og er far til tre børn, der også har gjort ham til bedsteforælder.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også