Højskoleånd, frisind og kærlige krav er nestorens fundament

Med dovne danske drømmesyn

man ej beton kan vælte,

men ordet kan slå ned som lyn

og gøre skvat til helte!

Som øjeåbner, sjælespark

skal ånden genoplives

- og selvgodhed fordrives!

Sådan lyder sjette og sidste vers i Højskolesangbogens »Der er et venligt lille land«.

Sangen er skrevet af folketingsmedlem og fhv. minister Bertel Haarder (V), og den opsummerer ganske præcist, hvad han har stået for som minister, og hvad han står for som menigt medlem af Folketinget og som privatperson.

En treenighed af samtale, dannelse og driftighed.

Bertel Haarder er født og opvokset på Rønshoved Højskole, ud til Flensborg Fjord, i Sønderjylland. Her fik han gennem fire år hjemmeundervisning udelukkende i faget dansk og blev »dybt påvirket« af den grundtvigske livsanskuelse, som, ifølge ham, er »lys og historisk forankret«.

»Min opvækst var præget af Grænselandet og af højskolekulturen med alt, hvad det indebærer af historie og højskolesange. Det har jeg fået ind med modermælken.«

Den røde tråd

I 1970 blev Bertel Haarder kandidat i statskundskab, cand.scient.pol., fra Aarhus Universitet med speciale i Grundtvigs frihedssyn, og fem år senere tog hans lange landspolitiske karriere for alvor fart.

Han har siddet i Folketinget i 39 år for Venstre, og er den minister, der har siddet i længst tid siden indførelsen af parlamentarisme i 1901 - i samlet 22 år. Han huskes særligt for sine 10 år som undervisningsminister i Poul Schlütters regeringer i 1980’erne, ni år som bl.a. integrationsminister og igen som undervisningsminister i Anders Foghs regeringer i 00’erne og senest som kirke- og kulturminister under Lars Løkke Rasmussen.

Selv om Bertel Haarder nærmest er så fast inventar på Christiansborg som parlamentets træbeklædte elevatorer, der altid er på farten, er han langtfra gået i ét med ”Den Onde Malers” blomsterfrise på væggene i vandrehallen.

For på mange måder er Haarder som elevatorerne: Altid på farten.

Ifølge ham selv har han haft det »grundtvigske frisind« og fokus på »kulturel og historisk bevidsthed« med sig gennem hele sin karriere. Det er Litteratur-, Demokrati-, Kultur-, og Danmarkskanonerne samt hans initiativ til Sorømøderne og Folkemødet på Bornholm eksempler på.

»Folkemødet og Sorømøderne er direkte produkter af min højskolebaggrund. Højskole handler om dialog på tværs af alle skel, og det var meningen med Sorømøderne, som jeg etablerede efter den ideologiske krig i undervisningssektoren,« siger han.

Det vigtige eftermæle

Bertel Haarder har dog også sin tvivl om, hvorvidt alle hans politiske beslutninger nu også var de rigtige.

Et eksempel er afskaffelsen af skolernes folkeafstemningsregel i slutningen af 1980’erne, som betød, at det ikke længere var muligt gennem lokale afstemninger at redde en skole fra lukning.

»Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle have været med til at finde en mellemvej. Jeg var meget imod skolecentralisering og imod de argumenter, man brugte, når man centraliserede, og derfor har jeg ikke været glad for at se al den centralisering, der er sket,« siger han.

Går du op i dit eftermæle?

»Det gør alle, så det vil jeg ikke benægte. Og det er en god ting. Det er måske det, der får os til at opføre os ordentligt,« siger han.

Der er særligt tre ting, som den bundrutinerede politiker gerne ser skrevet i sit eftermæle.

»Jeg vil gerne huskes for, at jeg satte faglighed, indhold og kærlige krav i højsædet både som undervisningsminister og integrationsminister. Hvis man ikke stiller krav, viser man foragt. Det, at stille krav, er at vise hensyn og respekt. Man lader børn og indvandre i stikken, hvis man ikke stiller krav til dem,« siger han og fortsætter.

»Jeg håber, at jeg har været et seriøst og indimellem også spændende og underholdende element i dansk folkestyre. Og så har jeg lagt vægt på ikke at have fjender på Christiansborg,« siger han, der i 2015 blev udpeget til at være den politiker, som de øvrige medlemmer af Folketinget havde størst respekt for.

Bøger og sange på blokken

Gennem livet har Bertel Haarder skrevet 300-400 festsange, anslår han, og når han en dag vælger at gå på pension, skal den vundne tid netop bruges på at skrive: bøger, sange og måske flere haikudigte.

»Hvis jeg selv må sige det, er jeg rigtig god til at skrive, og det burde jeg gøre meget mere. Jeg har en masse på hjerte,« siger han.

Og han ønsker fortsat at spille en rolle på Christiansborg.

»Jeg har i hvert fald fire år endnu i Folketinget. Bl.a. som formand for kulturudvalget, og den formandspost betyder, at jeg kan gå over hele banen og blande mig i alt, og det agter jeg at gøre,« siger Bertel Haarder.

Lørdagens fødselsdagsfejring foregår privat, og fødselaren forsikrer, at der bliver holdt stor fest. Og festsangene har han naturligvis selv skrevet.