Tidligere topchef i Fætter BR er død
Peter Gjørup blev 49 år gammel. Han var tredje generation i den familieskabte Top-Toy-koncern
Peter Gjørup, der tidligere var administrerende direktør i Top-Toy, er død af kræft. Han blev 49 år gammel.
Det skriver familien i en nekrolog på sn.dk.
Han var tredje generation i den familieskabte Top-Toy-koncern, der stod bag Fætter BR-kæden.
Han begyndte i virksomhedens it-afdeling i 1992 og var fra 2009 og frem til familien solgte Top-Toy i 2016 administrerende direktør.
Top-Toy voksede fra en Fætter BR-butik i Roskilde til mere end 300 butikker i Nordeuropa under familiens 50-årige ejerskab, og Peter Gjørup var med til at modernisere virksomheden blandt andet gennem digitale satsninger og nytænkning af IT-systemer og processer, skriver familien i nekrologen.
Top-Toy blev erklæret konkurs i december 2018. Det skete efter et årsregnskab, hvor værdien af koncernen blev nedskrevet voldsomt og egenkapitalen gik i minus.
Peter Gjørup sov ind den 8. december og blev bisat fra Himmelev Kirke den 17. december. Han efterlader sig sin hustru og tre børn.

