Navne

Liberal løve og loyal kassemester for Anders Fogh

Thor Pedersen tilbragte mere end 25 år i Folketinget som både minister og formand. Særligt ét citat er han træt af, at blive skudt i skoene.

Thor Pedersen bag talepulten i Finansministeriet, hvor han tilbragte de fleste år af sin ministertid. Arkivfoto: Joachim Adrian

Venstremanden Thor Pedersen har sat sig mange spor i dansk politik, men hans mest varige aftryk kan meget vel være et citat, som han faktisk aldrig har sagt.

»Vi kan købe hele verden.«

Ordene, som har klæbet til ham lige siden, lød i virkeligheden, at »over tid ender det med, at vi ejer hele verden,« og konteksten var, at det gik utroligt godt med at afvikle den danske statsgæld i 2006, hvor Thor Pedersen var finansminister for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

I de sorgfrie år før finanskrisen havde Danmark et stort overskud på betalingsbalancen, og det var det budskab, som Thor Pedersen forsøgte at få bredt ud sine ord.

Citatet var sagt i Thor Pedersens vanlige bramfrie stil. Og med et glimt i øjet. Men der var bare et problem: Det blev nemlig hurtigt omformuleret af flere medier til, at finansministeren mente, det gik så godt, at Danmark snart kunne købe hele verden.

Det var en sjov historie om, at dansk økonomi i 2006 havde det godt. Men citatet vendte dog tilbage som en boomerang, da VK-regeringen i 2008 pludselig skulle håndtere en økonomisk krise med store underskud på de offentlige finanser.

Siden har Thor Pedersen kæmpet for at få ændret opfattelsen af ordene fra august 2006.

Den cand.polit.-uddannede Thor Pedersen var aktiv i politik i 36 år, hvor han repræsenterede Hillerødkredsen i mere end et kvart århundrede. Først som kommunalpolitiker og borgmester i Helsinge, og siden 1985 medlem af Folketinget.

Han var minister i sammenlagt 13 år, og formand for Folketinget i fire år, før han stoppede i 2011.

Med lyset tændt

Thor Pedersen er blevet beskrevet som temperamentsfuld, bramfri, klassens frække dreng og som en benhård forhandler, der angiveligt kunne finde på at skrue op for varmen i mødelokalet og trække forhandlinger i langdrag for at køre modparten træt.

Han er også kendt for at mene, at klima- og energidebatten er gået for vidt.

Som da han midt under klimatopmødet i København i 2009 fik sagt, at han nød at komme hjem om aftenen og se lyset stråle ud at alle vinduer i sit store hus.

Eller da han afviste, at slukke lyset i Folketinget i en time for at gøre opmærksom på global opvarmning.

Eller da han som finansminister sad i besværlige forhandlinger om energibesparelser og pludselig rejste sig fra sin stol, gik hen til stikkontakten og slukkede lyset. Ud i det mørklagte forhandlingslokale spurgte han angiveligt noget i retning af:

»Er det sådan her, I vil have det?«

Efter tiden på Christiansborg har Thor Pedersen blandt andet være involveret i erhvervsudviklingen i Odsherred Kommune.

BRANCHENYT
Læs også