Ulrik Friis Dahl var med til at bringe dansk slot til Japan
60 år lørdag: Ulrik Friis Dahl, direktør for Danish Export Association, var som ung med til at bringe en kopi af et dansk slot og designkunst fra Danmark til Japan.
På Japans store nordlige ø Hokkaido ligger en kopi af Egeskov Slot, der huser et kæmpeakvarium, mens den moderne togstation ved den nærliggende Chitose Lufthavn har syv store vægge, der er farvelagt af den danske designer Per Arnoldi, mens lofterne er fra Dampa, og der er også danske D-line håndtag.
Direktør for Danish Export Association, Ulrik Friis Dahl, var ham, der tilbage i firserne formidlede det danske islæt til japanerne.
Han var ankommet som eksportstipendiat til Sapporo på Hokkaido med en dansk statscheck på 500.000 amerikanske dollars.
Med hjælp fra en udsendt Novo-medarbejder fik Ulrik Dahl, som fylder 60 år den 24. juli, etableret sig med japansk tolk og medhjælper. Og så var det, at han fik introduceret de nordlige japanske jernbaner til DSB og overdraget en forespørgsel til greve Claus Ahlefeldt-Laurvig-Bille om, hvorvidt en lokal japansk forlystelsespark mod betaling kunne få lov at bygge en kopi af Egeskov Slot.
Det var to uforskyldte mislykkede forsøg på en erhvervskarriere i udlandet, der førte til, at Ulrik Friis Dahl søgte den nyoprettede åremålsstilling som eksportstipendiat i Japan.
Det kan være svært at finde den rigtige agent, når man vil starte op på et eksportmarked. For det hele kan se spændende ud. Og så ender man blot som endnu et navn i en portefølje.Ulrik Friis Dahl
Seks år forinden var han kommet ind som elev hos det engang meget globale ØK. Men knap var han blevet fastansat som assistent, før ØK gik ud med massefyringer som indledningen på den endelige opløsning af Danmarks engang største virksomhed.
Børn er influencere
I stedet tiltrådte Ulrik Dahl sammen med fire andre som eksportsælger for den danske metalloftproducent Dampa med lovning på en udstationering. Men blot en af de fem endte med at blive sendt ud, og det var i den situation, at han søgte og fik den nyoprettede post som eksportstipendiat i Hokkaido, og det er årsag til, at den moderne togstation ved Chitose Lufthavn er udstyret med danske metallofter fra Dampa.
Til den japanske forlystelsespark med kopien af Egeskov Slot skulle der bruges danskere til at spille vikinger og danse folkedans. Så Ulrik Dahl var med til at etablere en slags aupair-ordning, hvor unge danskere med rejse, kost og logi som betaling blev en del af parkens danske islæt.
En af dem var Katrine, der siden blev mor til Ulrik Dahls fire døtre. Tre af dem, Rebeca, Josefine Simone og Olivia, er influencere med tilsammen cirka en halv million følgere. Den fjerde datter, Mille, er softwareingeniør.
Ulrik Dahl rejste i 1992 tilbage til Danmark, hvor han drev konsulentfirmaet Dahl Consult, som hjalp danske virksomheder med salg til fjernøstlige markeder.
I 1999 tiltrådte han som handelattaché på det danske generalkonsulat i Shanghai. Det var dengang, man i nogle af den kinesiske storbys kvarterer kørte på grusvej.
I 2004 var han tilbage i Danmark som direktør for Danish Export Association i Silkeborg.
Stiftet af Grundfos
Det er en forening for eksportører, der er stiftet af Grundfos, og som tæller flere end 600 virksomheder. Foruden at arbejde med eksport har Danish Export Association et datterselskab, der bygger pavilloner og stande på internationale messer.
Tidligere boede han i et 449 kvadratmeter stort hus i Sejs ud til Silkeborgsøerne. Her boede han frem til skilsmissen fra Katrine for syv år siden. Da huset blev solgt, fik han udstykket en bid af grunden og opført et hus og fik ret til at bruge en bådebro.
Tiden under coronaens åg har medført besparelser og fyringer. Men optimismen er vendt tilbage, og Ulrik Dahl er igen begyndt at ansætte medarbejdere.
Herudover er han ved at lægge sidste hånd på en ny strategiplan, som han selv vil stå for at implementere over de kommende år.

