Navne

Vesselbo lagde sig ud med Venstres top

75 år søndag: Eyvind Vesselbo forudså befolkningsudvikling i Ishøj for mange år siden. Han var ikke altid enig med partilinjen i Venstre.

Eyvind Vesselbo blev kendt i offentligheden, da han i 1990 udformede den første Ishøj-rapport. Den forudså, at tyrkisk indvandring i Ishøj i 1970'erne ville udvikle sig massivt senere hen. Han sad i Folketinget for Venstre i 14 år, hvor han i perioder var på kant med linjen i partiet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han sad i Folketinget for Venstre i 14 år fra 2001 til 2015. Og Eyvind Vesselbo var ikke bleg for at lægge sig ud med sit eget parti undervejs.

Han havde allerede meddelt, at han ikke genopstillede ved folketingsvalget i 2015, men han blandede sig alligevel i valgkampen.

Det vakte opsigt, da han kort før valget bad Venstre om at forklare, hvad det egentlig ville betyde at indføre nulvækst i den offentlige sektor, som partiet ønskede.

I denne periode havde Eyvind Vesselbo og daværende gruppeformand Kristian Jensen ofte meget forskellige udlægninger af tingenes tilstand i Venstre.

Da Eyvind Vesselbo i 2014 stoppede som partiets socialordfører, sagde han til Ekstra Bladet:

»Venstre vil gerne fremstille det, som at jeg trækker mig, fordi jeg ikke genopstiller ved det næste folketingsvalg, men det passer ikke.

»Jeg er gået som socialordfører, fordi Venstre vil have en anden socialpolitik end den, jeg har stået for de seneste tre år, hvor jeg har kæmpet for ekstra penge til de svageste i samfundet,« sagde han.

Eyvind Vesselbo er uddannet kultursociolog, og han har i mange år interesseret sig for samfundets udsatte grupper, sideløbende med, at han har drevet egen konsulentvirksomhed.

I 1990 udgav han den såkaldte Ishøj-rapport, som var en dengang kontroversiel analyse af de demografiske konsekvenser af indvandring.

Han argumenterede for, at andelen af en gruppe tyrkere, som flyttede til Ishøj i 1970’erne, ville vokse markant i løbet af de næste generationer.

I et interview med Ekstra Bladet i 2018 opfordrede han politikerne til at finde de penge, der skulle til, for at skabe en vellykket integration, i stedet for at lave symbolpolitik.

»Hvordan kan vi acceptere, at indvandrerskolerne ligger nederst i statistikkerne?«

»Hvis vi taber de her børn på gulvet, vil det give os en helvedes masse problemer. De børn ender i banderne,« sagde Eyvind Vesselbo.

Den tidligere viceborgmester i Gentofte Kommune er formand for Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, som er brancheorganisation for de professionelle ensembler, orkestre og operainstitutioner, der er inden for klassisk og kompositionsmusik i Danmark.

Han bor i Gentofte med sin hustru. Parret har to børn.

Læs også