Sascha Dupont melder sig gerne som dommer i ”X Factor”: »De siger, at Thomas Blachman er skrap, men de kender ikke mig«
Aktuelt portræt: Musikeren og komponisten Sascha Dupont er for en stund flyttet tilbage til Danmark fra Californien og har lige nu travlt med at være kapelmester på Aarhus Teaters opsætning af musicalen ”Cabaret”.
Hedetur i Horsens, svedig i Stensballe.
Man kan kalde det, hvad man vil, siger den 47-årige komponist og musiker Sascha Dupont. Essensen er, at hun har det varmt på den kvindelige måde og har haft det i flere år. Samtidig har hun spiserørsbrok og ondt i knæet og synes selv, at hun vejer mere, end rimeligt er.
Men hun er glad, som i nærmest lykkelig, for hendes dage tilbringes med hænderne på et klaviatur. Hun er kapelmester på den frivole musical ”Cabaret”, som har premiere på Aarhus Teater den 5. maj.
Jeg har så mange ting, du drømmer ikke om det. Også her i Horsens. Som om det ikke var nok, kører min bil helt af sig selv til loppemarkeder, så jeg kan få endnu flere.
»Det er så fedt, jeg elsker det. Der er så meget kaos i mit liv og i min hjerne lige nu, at teatret er et frirum for mig,« siger hun, der har boet i Los Angeles i over 12 år, er gift med den amerikanske Bryan Conner og i sensommeren 2020 valgte at flytte tilbage til Danmark.


