Fortsæt til indhold

Lars Kolind: »Det er ikke så nemt at være gift med sådan en som mig«

75 år torsdag: Lars Kolind fremstod engang som en af erhvervslivets rockstjerner. Selv tilskriver han sin erhvervskarriere spejderbevægelsen, som har været en vigtig del af hans liv.

Lars Kolind er stadig aktiv som investor. Når han har fri, tilbringer han gerne tid i naturen. Foto: Gregers Tycho
Navne

På Lars Kolinds fødselsdag skal der ske to ting: Først vil han købe en stor buket blomster til Vibeke Riemer, hans kone gennem 50 år. Herefter vil han invitere hende på fisketur på Isefjorden.

»Det er ikke så nemt at være gift med sådan en som mig. Jeg er ikke nem,« lyder erkendelsen.

»Det er noget af et kors at bære hele tiden at skulle høre om, at nu har jeg fundet på noget nyt. Jeg skylder min kone en stor tak for alt det, hun har holdt ud.«

Det er ikke, fordi Lars Kolind sætter sit eget lys under en skæppe.

Han taler selvsikkert om sine meritter og sin fortid som topchef i høreapparatkoncernen Oticon, hans rolle som investor og ikke mindst hans bidrag til udviklingen af ledelse og organisationer, som under navnet ”Spaghetti Organisationen” har været pensum på alverdens fineste universiteter.

Mit eneste bidrag er at skrive checks ud og klappe i hænderne.
Lars Kolind, investor, om at støtte sin hustrus velgørende projekt.

Men til spørgsmålet om, hvad han er mest glad for at have udrettet i sin karriere, peger han på et projekt, som har hans hustru som hovedperson.

»Jeg er allermest glad for mit bidrag til min kones fond, World Guide Foundation. Mit bidrag er at finansiere projektet gennem mit firma, fordi jeg har været heldig at tjene nogle penge,« siger Lars Kolind.

Lars Kolind er forfatter til bøger som "Vidensamfundet", "Kolind Kuren", "Unboss" og "Bevægelsen". Foto: Gregers Tycho

World Guide Foundation har udviklet en metode, fortæller Lars Kolind, så man for en udgift på 2 dollar kan få en pige i Afrika til at blive spejder. Det har indtil videre fået 1 mio. piger fra 12 afrikanske lande ind i spejderbevægelsen.

»Mit eneste bidrag er at skrive checks ud og klappe i hænderne,« konstaterer Lars Kolind.

»Hvis man kan få en pige, som ellers ikke har en mulighed for noget som helst, til at blive spejder for 2 dollar, så kommer jeg gerne med 2 mio. dollar,« lyder rationalet.

Spejder for livet

Spejderbevægelsen har en nærmest altoverskyggende plads i Lars Kolinds liv.

Det var her, han mødte sin hustru for mere end et halvt århundrede siden, og det var her, han fik den første erfaring som leder for siden at blive en af landets største erhvervsprofiler.

»Som spejder får man ledererfaring i en meget ung alder, og jeg fik den tillid, der skal til,« siger Lars Kolind.

Han fremhæver blandt andet sin evne til at udnytte forskellige menneskers forskellige kompetencer.

Lars Kolind blev spejder som ni-årig og er stadig aktiv i det internationale spejderarbejde.

Lars Kolind var adm. direktør og koncernchef i Oticon og William Demant Holding fra slutfirserne og til slutningen af 1990'erne. Foto: Gregers Tycho

Han sidder i bestyrelsen i fonden World Scout Foundation, hvor han af to omgange har været formand. Fondens æresformand er den svenske konge, som Kolind har arbejdet tæt sammen med i mere end 20 år.

Selvom Lars Kolind lige så godt kunne gå på pension og hengive sig til familielivet, som foruden hans ægtefælle tæller fire voksne børn og seks børnebørn, og sin interesse for naturen, er han stadig aktiv i erhvervslivet.

Næsen i gruset

Han taler begejstret om nye projekter og startupvirksomheder, han har investeret i, og selvom noget er gået skidt, er det meste gået godt.

Lars Kolind nævner virksomheden Conferize som en case, han »ikke er stolt af,« ligesom han heller ikke lykkedes med at redde 2M Invest.

»Jeg har haft næsen i gruset nogle gange, men heldigvis har jeg tjent mere, end jeg har tabt,« lyder det fra Lars Kolind.

Pengene er foruden investeringer i virksomheder blevet brugt på kærligheden til flotte ejendomme. Fra 1996 til 2016 ejede Lars Kolind Løndal Gods syd for Silkeborg. Nu bor han i andre skønne omgivelser ved Bagsværd Sø i Villa Tusculum skråt over vejen fra Marienborg.

Her nyder Lars Kolind naturen såvel som arkitekturen sammen med sin hustru. Men han har ikke tænkt sig at gå på pension foreløbig:

»Jeg fortsætter, fordi jeg ikke kan lade være. Simpelthen.«

Artiklens emner
Lars Kolind