Lars Bang, koncerndirektør i Lundbeck: Som 12-årig fik han det kemisæt, han så længe havde drømt om
60 år søndag: Koncerndirektør Lars Bang har været mere end 30 år i Lundbeck og været med på medicinalvirksomhedens op- og nedture.
Han har ikke arbejdet andre steder, og han kommer sandsynligvis heller aldrig til det.
Lars Bang har helliget sit arbejdsliv til medicinalselskabet Lundbeck, der er specialiseret i udvikling og salg af lægemidler til hjernesygdomme som blandt andet depression, skizofreni og Parkinsons.
For at forstå vejen til en indtil videre 34 år lang karriere i den samme virksomhed kræver det, at tiden skrues tilbage. Lige under et halvt århundrede for at være mere præcis.
Som barn fik Lars Bang nemlig sit store ønske opfyldt, da han en juleaften som 12-årig fik det kemisæt, han så længe havde drømt om. Problemet var bare, at der kun var en instruktion på svensk. Først et år efter fik han hul på det, der blev hans indgangsbillet til medicinalindustrien, da han rendte på biblioteket, lånte nogle bøger om kemi og siden aldrig var i tvivl.
Jeg har aldrig haft lyst til at søge væk, men jeg har haft masser af muligheder over årene. Jeg er bare altid endt med at konkludere, at mulighederne var bedre i Lundbeck.Lars Bang, koncerndirektør i Lundbeck med ansvar for bl.a. produktionen
Fundamentet blev skabt på børneværelset, der i flere år i højere grad fungerede som et lille laboratorium.
Derfor var der heller ikke tvivl om, at han måtte rykke teltpælene i det sønderjyske op for i Lyngby lidt nord for København at uddanne sig til kemiingeniør på det, der dengang hed Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
»Det kom jeg aldrig til at fortryde,« siger Lars Bang.
Han er gift og har to børn, og fritiden går med blandt andet rejser og ture i teatret. Tidligere har han været medlem af en golfklub og spillet trompet på mere kontinuerlig basis.
Som barn af forældre, hvor faren drev en tegnestue, lærte han tidligt, at ingen kom og løste problemerne for en.
Det måtte man selv klare, og var der travlt på farens tegnestue, måtte også børn sidde oppe til sent og hjælpe med det, de nu kunne.
Flere forskellige chefer
Han har løst mange opgaver i Lundbeck og endda gjort det under fem forskellige topchefer.
»Jeg har fra dag ét arbejdet sammen med direktionen, de første tre år i forskningsafdelingen, og så arbejdede jeg for den adm. direktør, mens vi byggede datterselskaber op,« forklarer Lars Bang.
Det første job blev landet i 1988, hvor han fik arbejde i forsknings- og udviklingsafdelingen, inden han efter tre år tog skridtet op som direktionssekretær. Tre år senere blev han sendt til Spanien for at bygge Lundbeck op dernede. Han var på det tidspunkt 31 år.
»Det var en fantastisk mulighed at få i en så ung alder,« siger Lars Bang.
Han har i Lundbeck været med på både op- og nedture, men tilbage står, at selskabets omsætning er 30-doblet, og at virksomheden er et globalt medicinalselskab.
»Jeg har aldrig haft lyst til at søge væk, men jeg har haft masser af muligheder over årene. Jeg er bare altid endt med at konkludere, at mulighederne var bedre i Lundbeck,« siger Lars Bang.
Fascineret af teknologi
I de seneste år har han været en del af den absolutte ledelse med titel af koncerndirektør med ansvar for blandt andet produktionen.
Han har den holdning, at man hverken kan eller skal planlægge efter at ende som adm. direktør.
»Jeg tror generelt, at man skal passe meget på med at låse sig fast på ét mål i sin karriere og så løbe skrigende væk, hvis det ikke kan lade sig gøre,« påpeger han.
»Det har for eksempel aldrig været en primær drivkraft for mig, at jeg skulle ende som adm. direktør.«
I stedet har en drivkraft for Lars Bang været at arbejde i en virksomhed, der løser nogle virkelig vigtige opgaver:
»Jeg er fascineret af teknologi og lægevidenskab, fordi vi løser nogle virkelig vigtige opgaver i forhold til at hjælpe meget syge mennesker.«
»Det at møde op hver morgen til kolleger, man virkelig respekterer, og som kan en masse ting, har altid været virkelig motiverende. Og er det stadig,« fastslår Lars Bang.

