Christian Junker blev kasseret som formand i Danbred - han har stadig gang i bestyrelseskarrieren
70 år søndag: Christian Junker blev gået som formand for Danbred i efterdønningerne af en chikanesag mod en direktør. Stadig har han et tocifret antal formandsposter.
Grovvarevirksomheden Danish Agro beskriver selv sin historie som ”spændende læsning om et imponerende stykke erhvervs- og danmarkshistorie”.
Det er fortællingen om et mindre andelsselskab på Karise Mark, der i løbet af tre årtier har udviklet sig til en international koncern med over 40 mia. kr. i omsætning.
Meget af fremgangen tilskrives den mangeårige topchef Christian Junker, der fylder 70 år søndag den 11. september.
»Hovedarkitekten og den visionære drivkraft bag denne udvikling er Christian Junker. Han har været en unik og inspirerende leder.«
Sådan lød det fra bestyrelsesformand Jørgen Mikkelsen, da Christian Junker i 2017 trådte tilbage efter mere end 30 år som topchef i Danish Agro.
Tværtimod synes vi, at han har en god tilgang til tingene omkring det med ordentlighed.Mikael Glerup, medejer af Samson Group, om Christian Junker, der er firmaets formand.
Christian Junker, som ikke har ønsket at stille op til interview, fremhæves for en stærk evne til at skabe fremdrift og vækst.
Udover at være hovedmand bag den markante udvikling i Danish Agro sidder Christian Junker i over 40 bestyrelser og i langt de fleste som formand.
»Han er yderst kompetent og meget ambitiøs. Og så har han en god personlighed og god humor. Han er med til at skabe en god kemi og får de fleste med i snakken omkring bestyrelsesbordet. Men han skærer også igennem, når det bliver for meget sniksnak,« siger Mikael Glerup.
Han er medejer af gødningsmaskinevirksomheden Samson Group, hvor Christian Junker er formand.
Kilder i landbruget udtrykker stor respekt for Christian Junkers forretningstalent. Men han beskrives også som en mand, der hurtigt sætter sig på en diskussion og har en dominerende, nærmest tromlende stil, der gør det svært for andre at komme til orde.
»Der er ikke meget plads ved siden af Junker,« lyder det fra en kilde.
Mikael Glerup kan godt genkende, at Christian Junker har en stærk tilstedeværelse og indflydelse, men oplever det primært som en inspiration.
»Det er det, der sker, og det gør han via sine kompetencer. Han er lynhurtig til at gennemskue tingene, og det er klart, at hans meritter tiltrækker sig opmærksomhed. Han har gjort det godt, og det har man jo respekt for,« siger Mikael Glerup.
Christian Junkers status som magtfaktor i landbruget led i 2021 et knæk på grund af en sag om seksuel chikane i landbrugsselskabet Danbred. Her var Christian Junker formand.
Gav først advarsel
En lang række ledere i virksomheden klagede til bestyrelsen over Danbreds adm. direktør, Thomas Muurmann Henriksen, der havde opført sig upassende over for yngre kvindelige medarbejdere.
i første omgang besluttede Christian Junker at give direktøren en advarsel.
Men efter at kritikken væltede ned over håndteringen af sagen, endte det med at ikke alene direktøren, men også Christian Junker og resten af bestyrelsen blev smidt ud af Danbred.
»Der er enighed om, at der er sket fejl i den måde, bestyrelsen i selskabet har ageret på,« lød det fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, der er hovedejer af Danbred.
Kritikken gik blandt andet på, at der ikke blev gennemført en bredere undersøgelse af, om andre kvinder havde tilsvarende oplevelser. Desuden blev det opfattet som en klar fejltagelse, at direktøren først kun fik en advarsel.
»Det er jo vanvittigt, at en virksomhed først handler på det tidspunkt, når alle alarmklokker i øvrigt har bimlet,« udtalte Malou Ehmer, advokat for tre krænkede kvinder i Danbred.
Har en række poster
I kølvandet på Danbred-sagen forlod Christian Junker bestyrelsesposter i blandt andet en række Danish Agro-selskaber.
Men han er stadig formand i over 30 selskaber, blandt andet lastbilforhandleren HEJ Group, genvindings- og vinkoncernen H. J. Hansen Holding og den Sydbankejede juletræsproducent Green Team samt Samson Group.
Mikael Glerup fra Samson så ingen grund til at smide Christian Junker ud af bestyrelsen:
»Tværtimod synes vi, at han har en god tilgang til tingene omkring det med ordentlighed,« siger Mikael Glerup.
»Når vi har haft nogle ting, vi har diskuteret, så har der ikke været nogen slinger i valsen. Det skal bare være ordentligt,« siger Mikael Glerup om Christian Junkers ledelsesstil.

