Vestjysk Bank henter kommende topchef hos Nordea
Vestjysk Bank har fundet en afløser for administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen, som efter næsten 10 år i spidsen for banken har besluttet at stoppe i banken næste år.
Afløseren bliver Peter Hupfeld, som i dag er administrerende direktør for Nordea Finans, oplyser Vestjysk Bank i en meddelelse tirsdag.
Peter Hupfeld starter i Vestjysk Bank 1. januar 2024, og successionen sker gradvist frem til Jan Ulsø Madsens fratræden den 30. juni 2024, hvor Hupfeld skifter titel fra viceadministrerende direktør til administrerende direktør.
Ansættelsen af Peter Hupfeld er resultatet af en søgeproces, der blev sat igangsat for nogen tid siden, da Jan Ulsø Madsen over for bestyrelsesformand Kim Duus udtrykte ønske om at stoppe, når der var indgået aftale med en efterfølger.
- Timingen er den rette både for mig og for Vestjysk Bank. Banken står et godt sted. Forretningen er uhyre stærk, vi er lønsomme og relevante for vores kunder. Vi oplever stor interesse i vores markedsområde, og vi udvikler os, senest ved at styrke os indenfor vedvarende energi.
- For mig handler det om, at jeg gerne vil prøve mig selv af i nye sammenhænge, blandt andet i form af bestyrelsesarbejde, siger Jan Ulsø Madsen.


