Arbejdslivsforsker: »Det er lidt pinligt at indrømme, men min arbejdsuge er ofte hårdt pakket«
50 år søndag: Janne Gleerup er i sin forskning optaget af balancen mellem job og fritid. Hendes eget liv er proppet med arbejde som forsker, lektor, bestyrelsesmedlem, forkvinde og fællestillidsrepræsentant.
Janne Gleerup er i sin grå Megane på vej fra Viborg, hvor hun har holdt et oplæg, til Svendborg. Her skal hun gøre det samme.
Det bliver endnu en lang dag.
»Det er lidt pinligt at indrømme, men min arbejdsuge er ofte hårdt pakket. Typisk begynder jeg klokken 8 og slutter ofte først sent på aftenen med at arbejde,« fortæller hun.
Det pinlige for Janne Gleerup består i, at hun som arbejdslivsforsker beskæftiger sig med analyser af og rådgivning om, hvordan man som arbejdstager opnår et bæredygtigt arbejdsliv. Altså et liv med en balance mellem job og fritid.
»Jeg giver, indrømmet, afkald på fritidsaktiviteter i disse år. Omvendt er det, som jeg beskæftiger mig med, noget som jeg brænder for og derfor betragter som en hobby. Men naturligvis skal jeg også på sigt kunne holde til det og levere kvalitet.«
Janne Gleerup, der bliver 50 år søndag den 29. oktober, indtager flere positioner på arbejdsmarkedet.
Hun er lektor og forsker på institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet, hvor hun er fællestillidsrepræsentant for de videnskabelige medarbejdere.
Hun er medlem af hovedbestyrelsen i den akademiske fagforening DM, som repræsenterer flere end 68.000 humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige bachelorer, kandidater og studerende.
Og så er hun forkvinde for bestyrelsen i Akademikerpension, en medlemsejet pensionskasse for 150.000 akademikere.
Vil formidle sin forskning
Som forsker er hun ved at lægge sidste hånd på to artikler om blandt andet firedages arbejdsuge og fleksibel arbejdstid. Det er denne forskning, der er afsæt for hendes oplæg til arrangementet i både Viborg Kommune og Svendborg Kommune.
»Jeg glæder mig altid til den slags arrangementer,« understreger hun.
»Det er erfaringerne hos ledere og medarbejdere, jeg som forsker kan lære af, og det er vigtigt for mig at formidle min forskning til netop dem, den drejer sig om.«
En af pointerne i hendes forskning om fleksibelt arbejdsliv er, at ledelsen altid skal tage de ansatte med på råd, når der tænkes nyt om arbejdstid.
»På den måde får ledelsen indblik i, hvilke potentialer og udfordringer, der kan være ved forskellige løsningsmodeller. Det nytter ikke blot at trække en løsning ned over de ansatte,« siger hun.
Posten som forkvinde i Akademikerpension spænder fra helt aktuelt valg af bestyrelsesmedlemmer over involvering i pensionsprodukter til fokus på afkast fra investeringer.
»Det er afgørende, at afkastet sker på et ansvarligt grundlag og investeringerne har en grøn profil, der peger ind i fremtiden,« lyder det fra Janne Gleerup, der er cand. mag. og har en ph.d. inden for arbejdslivsforskning.
Hun elskede højskolelivet
Hun voksede op på Vestfyn og på Samsø.
Faren var forsker på universitetet i Odense, mens moren underviste indvandrere. Men i første del af 1980’erne blev de forstanderpar på Samsø Folkehøjskole.
»Jeg elskede højskolelivet, der varede cirka fire år, og hvor min forkærlighed for folkeoplysning, dannelse og demokrati blev sået,« siger hun og tilføjer:
»Desuden fik jeg et særligt forhold til Samsø. Det dyrker jeg stadig med afsæt i det sommerhus, som jeg har sammen med familien.«
Hun bor med sin kat i en andelslejlighed i Københavns Sydhavn. Hendes søn på 24 år bor i nærheden. Det samme gør såvel faren som kæresten. Han er håndværkeruddannet og arbejder med vvs.
Sjældent finder Janne Gleerup tid og ro til at læse en bog. I stedet dyrker hun flittigt lydbøger på sine mange køreture, og på turen fra Viborg til Svendborg er hun fanget ind af Johannes V. Jensens romanklassiker ”Kongens fald”.
»Det er en både fascinerende og voldsom fortælling,« siger Janne Gleerup.



