Fortsæt til indhold

Aktiechef: »Mit arbejde handler om at bruge hjernen mere end hænderne. Når jeg laver mad, er det omvendt«

Portræt: Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension, prioriterer at komme hjem til sine tre børn, mens de, som han udtrykker det, stadig er nogenlunde vågne. Køkkenet er hans domæne i hjemmet.

Philip Jagd afslører, at en af hans bedste personlige investeringer har været i DSV efter finanskrisen og i Novo Nordisk, inden interessen for virksomhedens fedmemidler eksploderede. Foto: Gregers Tycho
Navne

Philip Jagd er stolt over det ansvar, han har som aktiechef i Sampension. Her forvalter han aktier og hedgefonde for omkring 75 mia. kr.

Årsagen er en begejstring for arbejdsområdet, hvor markederne udfordrer ham. Det kræver, at man hele tiden gør sig umage. Hvilket er vigtigt for Philip Jagd.

Hans arbejdsdisciplin mener han at have med hjemmefra.

»Min far var ordblind, men blev alligevel selvstændig statsautoriseret revisor, og den styrke og vedholdenhed har jeg forsøgt at lære af. Jeg vil nødigt have, at de fejl, jeg kommer til at lave, skyldes manglende indsats,« siger 44-årige Philip Jagd.

Han forsøger samtidig at lære af sin fars fejl.

Philip Jagd er bevidst om, at han har et lige så stort ansvar over for sin familie som sit arbejde, og han hørte sin far slå fast, at han så alt for lidt til sine to drenge, da de var små.

»Jeg stræber efter at kunne se tilbage og ikke fortryde, at jeg brugte for lidt tid med mine nærmeste,« bemærker Philip Jagd.

London blev fravalgt

Prioriteringen i livet kom til udtryk i 2003-2004. Her tog Philip Jagd en kandidatgrad i økonomi på anerkendte London School of Economics. Efter studiet søgte mange andre en karriere i Europas finansielle centrum i Canary Wharf eller Lombard Street.

»Der var en masse fede muligheder. Men jeg så en af mine venner arbejde 16-20 timer om dagen og nærmest ikke se sin unge familie eller solen. Jeg var sikker på, at han ville få succes – og det fik han,« fortæller Philip Jagd og fortsætter:

»Men jeg så et liv, som ikke stemte overens med mine værdier. Så jeg tog hjem for at afslutte mit cand. polit.-studie og forfølge en karriere i Danmark.«

Philip Jagd har sin daglige gang på Sampensions kontor i Hellerup. Foto: Gregers Tycho

Han blev risikoanalytiker i Nordea Liv & Pension for siden at blive chef for alternative investeringer og senere chefstrateg i Nordeas formueafdeling.

»Det er sjovt og lidt tilfældigt, men jeg sluttede med at være chef i den afdeling af Nordea, hvor jeg forgæves søgte et studiejob, da jeg kom hjem fra London,« fortæller Philip Jagd, der i stedet fik videresendt sin ansøgning til Nordea Liv & Pension.

Jeg stræber efter at kunne se tilbage og ikke fortryde, at jeg brugte for lidt tid med mine nærmeste.
Philip Jagd, aktiechef, Sampension.

Præcis 14 år i Nordea blev det til for Philip Jagd, som i 2018 skiftede til Sampension, hvor han har ansvar for 340.000 danske pensionskunders aktieinvesteringer.

Det er en svær balance

Han er gift med Katrine, der i en årrække var aktuar. Nu driver hun virksomheden We Are Bitte, der laver blandt andet børnemøbler.

Sammen har de tre børn. Det er Frederik, Bertram og Mille på henholdsvis 8, 12 og 15 år.

Familien bor i Charlottenlund nord for København, få kilometer fra hvor Philip Jagd voksede op. Faderen var statsautoriseret revisor, moderen var lægesekretær.

Philip Jagd erkender, at det kan være svært at balancere det professionelle og private liv i en branche, hvor børserne altid holder åbent et eller andet sted i verden. Derfor skal man i princippet altid holde sig opdateret.

I den forbindelse har han et for ham vigtigt princip:

»Jeg prioriterer at komme hjem til mine børn, når de er nogenlunde vågne og levende.«

Philip Jagd er glad for at lave mad og betegner det italienske køkken som noget særligt. Foto: Gregers Tycho

Arbejdet udskyder aktiechefen til om aftenen, når børsen lukker i USA, og hvor han holder sig ajour med begivenheder på markeder og svarer på mails, han ikke nåede på kontoret.

»På den måde er jeg altid forberedt til dagen efter,« siger han.

»Det er vist en vane, fra da jeg var soldat, hvor man lærte at pakke, inden man gik i seng. Så var man klar, hvis alarmen pludselig gik,« siger han.

Hjernen slapper af

Philip Jagd laver aftensmad stort set hver eneste dag, og den tid betragter han som et frirum.

»Jeg kan godt lide det ærlige i at smage og sanse, og jeg holder af proportionaliteten mellem den energi, som jeg lægger i at lave maden, og det, der kommer ud af det,« lyder det fra Philip Jagd.

»Mit arbejde handler om at bruge hjernen mere end hænderne. Når jeg laver mad, er det omvendt. Hjernen slapper af, når hænderne arbejder.«

Inden Philip Jagd kom til Sampension, arbejdede han i 14 år i Nordea. Foto: Gregers Tycho

Han har en kærlighed til det simple i livet, og her kan det italienske køkken noget særligt.

»Når vi får pizza, behøver jeg ikke mere end en lækker olivenolie og skorperne, så er jeg nærmest lykkelig,« siger Philip Jagd, som er stolt over, at datteren har arvet hans glæde ved madlavningen.

»Hun er vildt dygtig. Nok også bedre end mig,« siger Philip Jagd.

»Det ypperste, vi kan opnå i livet, er måske, at vores børn overhaler os og bliver dygtigere end os selv. Så har vi gjort noget rigtigt, og det indgyder håb for fremtiden.«

Artiklens emner
DSV
Nordea