Fortsæt til indhold

Bendtsens Bundlinje

Denne uges nyhedsbrev er klar. Med Plesner, Trump og et »fucking home run, makker!«

Foto: Thomas Lekfeldt
Bendtsens Bundlinje

KÆRE LÆSER

Det er efterhånden lidt trivielt at skrive, men vi kan jo lige så godt vænne os til det: Den amerikanske præsident Donald Trump har endnu engang domineret overskrifterne i den forgangne uge.

Finans har - naturligvis! - dækket perspektiverne og de mulige konsekvenser for dansk erhvervsliv tæt. Det gjorde vi i stor stil mandag, da Trump blev indsat som præsident, og det gjorde vi torsdag, da Trump talte til World Economic Forum i Davos.

Alexander Bitsch var på plads i salen i Davos og Mads Lorenzen sad på redaktionen i København og dækkede talen. Læs deres opsamling her.

Og nu til historien fra overskriften.

Torsdag morgen kunne Finans i samarbejde med vores gode kolleger på Advokatwatch afsløre et utrygt arbejdsmiljø med mistrivsel og oplevelser med seksuel chikane i advokatfirmaet Plesner.

Det er en historie, som har været længe undervejs, og som har krævet et enormt arbejde af journalisterne bag, Iben Schmidt, Sille Wulff Mortensen og Frederikke Træholt fra Finans og Julie Schønning fra Advokatwatch.

Det er en historie og en proces med et væld af etiske og menneskelige dilemmaer.

Vores journalistik rejser alvorlige beskyldninger mod særligt en specifik ejerpartner i Plesner, men også mod ledelsen af advokatfirmaet. Og vi bruger anonyme kilder, som frygter repressalier fra Plesner.

Netop derfor har vi grundigt efterprøvet og tryktestet vores journalistik og givet Plesner og den kritiserede ejerpartner lang tid til at forholde sig til kritikken og oplysningerne.

Vores journalistik hviler på et meget solidt fundament, og de fire journalister bag har talt med flere end 15 nuværende og tidligere ansatte i Plesner, ligesom vi har andre former for dokumentation for oplysningerne i artiklen.

Vi synes selv, at det er en enormt vigtig historie om grænseoverskridende og upassende adfærd og en ledelse, som ikke reagerer på det.

Plesner er kendt som et af landets bedste advokatfirmaer med advokater, der nidkært går ned i alle detaljer på vegne af deres klienter.

Man kunne ønske, at Plesner var lige så nidkære, når det kom til at sikre et trygt og ordentligt arbejdsmiljø for alle, uanset placeringen i hierarkiet i den høje bygning på Østerbro i København.

Beskrivelserne af den - tilsyneladende - årelange uacceptable adfærd og ledelsens manglende reaktion er rystende og pinlig. Afsløringerne rokker ved troværdigheden hos Plesner.

I en skarp kommentar spørger vores virksomhedsredaktør her på Finans, Signe Ferslev Pedersen, om man som klient kan leve med, at ens advokat har en problematisk kultur? Læs den kommentar her.

Ved du noget om grænseoverskridende adfærd i Plesner eller andre advokatfirmaer, så tøv ikke med at kontakte mig eller journalisterne bag historierne. Alle henvendelser bliver naturligvis behandlet fortroligt.

Ugens fem vigtigste historier

1. Biocirc-farcen - kapitel ???

Jeg har udråbt skandalen om biogasfirmaet Biocirc til at være årets erhvervsfarce. Det er selvfølgelig tidligt i 2025, men den seneste uge har ikke ændret på den lidt vovede påstand.

Det kan være svært at følge med i alle afsløringerne om Biocirc, det massive rod i og omkring selskabet og dets problematiske forhold til en række jyske borgmestre.

Så det er fuldt forståeligt, hvis du, kære læser, er i tvivl om, hvilket kapitel vi er nået til i sagen. Det er jeg også selv.

Men her er et overblik over ugens historier fra Finans, hvor graverchef Jesper Høberg, undersøgende journalist Tobias Hansen Bødker og energijournalist Victor Emil Kristensen fortsætter med at afdække skandalen:

  • BioCirc pyntede sig med »strategiske partnere«: Nu afviser revisionsgigant. Læs her.
  • Advokater advarede mod BioCircs omstridte milliongaver: Vil være »magtfordrejning«. Læs her.
  • Wilbeks kæreste blev ansat i BioCirc: Ekspert tvivler på ny vurdering om habilitet. Læs her.
  • Efter dramatisk magtkamp: Advokat skal repræsentere DLG i BioCircs bestyrelse. Læs her.
  • Nye oplysninger om DLG-formands kontroversielle investering i BioCirc. Læs her.

Følg med på Finans for de kommende kapitler i farcen.

2. Nipper og det amerikanske mareridt

Av! Det har nærmest været en lang nedtur for Mads Nipper, siden han blev topchef i Ørsted for fire år siden.

Den foreløbige kulmination på nedturen kom i denne uge, da Ørsted - igen, igen - måtte nedskrive milliarder på amerikanske vindprojekter. Journalist Victor Emil Kristensen fortæller hele historien om hvordan Ørsteds amerikanske drøm er endt med at blive et mareridt.

Erhvervskommentator Søren Linding er som sædvanlig kontant og indsigtsfuld. Han mener, at Mads Nipper bør være fortid i Ørsted. Læs hans kommentar her.

3. Mærsk og Hapag-Lloyd har lagt hånden på kogepladen

A.P. Møller-Mærsk er gået sammen med tyske Hapag-Lloyd i et nyt samarbejde, der starter i februar. Rettidighed kommer øverst på agendaen efter en årrække med forsinkelser og forstyrrelser. Men kunderne vil se resultater, før de tror på det, lyder vurderingen.

Journalist Kresten Andersen skriver. Læs med her.

4. Tryg: Forsikringspræmierne skal stadig højere op for nogle kunder

Stigende skadesomkostninger vil også i 2025 sende priserne på forsikringer op, fortæller Tryg efter rekordregnskab.

Finansjournalist Lene Andersen interviewer Tryg-topchef Johan Kirstein Brammer. oven på torsdagens regnskab.

5. Frygter panikløsning for brintrøret: »Det vil skævvride Danmark«

Syv jyske borgmestre slår alarm, fordi de frygter, at regeringen vil give dem en kold skulder i slaget om et dansk brintrør til milliarder af kroner. Industrien foreslår at fokusere på strækningen fra Esbjerg til den tyske grænse.

Klimaredaktør Jakob Martini skriver. Læs mere her.

Ugens podcast - lyt til Finans fra Davos

I denne uge har økonomisk journalist Alexander Bitsch været i Davos for at dække World Economic Forum for Finans.

Det gør han med masser af fremragende journalistik. Læs eksempelvis hans interview med Danske Banks topchef Carsten Egeriis, der er i Davos for første gang, eller hans interview med Topsoe-direktør Kim Hedegaard, der vejrer morgenluft.

Og så laver Alexander Bitsch også podcast fra Davos. Lyt med her.

Ugens liste

Torsdag udgav Dagbladet Børsen listen Fremtidens Topleder med 25 profiler, der forventes at nå til tops i landets største virksomheder.

Det er en inspirerende og skarp liste med gode navne fra dansk erhvervsliv og bestemt værd at læse. Dyk selv ned i listen her.

Ugens debat - Tak for nu, Zuckerberg

Elon Musk har gjort X utålelig, og Mark Zuckerberg er ved at gøre det samme med Facebook og Instagram. Vi bør udvikle danske og europæiske alternativer, mener rådgiver Astrid Haug.

Læs hendes kommentar på Finans lige her.

Ugens kanal

Den kostede titusinder af menneskeliv at bygge. Nu er Panamakanalen, der forbinder Stillehavet og Atlanterhavet igen kommet i centrum, 50 år efter amerikanerne besluttede at give den tilbage til det lille latinamerikanske land.

I Berlingske tegner erhvervsjournalist Lasse Friis et fint portræt af kanalen og dens historie og betydning.

Ugens citat - »et fucking home run, makker!«

Danske Bank er blevet idømt en millionbøde i en sag om rentemanipulation på norske statsobligationer.

På Finans har journalist Rasmus Thorsen gennemgået myndighedernes afgørelse, der viser, hvad der skete i de minutter, hvor en »fanatisk« medarbejder i banken var med til at drive renten kunstigt op.

»For at være ærlig – hold det her for dig selv – det var et fucking home run, makker!« siger traderen på optagelser fra 7. februar 2023.

I samtalen siger traderen også at Norges Bank »blev røvrendt« og at banken »fucking hadede det her lort«..

Medarbejderen er ikke længere ansat i Danske Bank, som beklager sagen. Om sprogbrugen er normal for tradere i Danske Bank fremgår ikke.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen