Drop lappeløsninger, Samira Nawa. Tag ordentligt fat i problemerne i Energinet

KÆRE LÆSER

I denne uge præsenterede klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) en akutplan for elnettet, der stort set er løbet tør for kapacitet.

Torsdag annoncerede hun, at Tommy Ahlers er ny bestyrelsesformand og ude i fremtiden venter formentlig en ny direktion.

Det er fint og kun godt, at der bliver sat ind og ryddet op.

Men hvis regeringens svar på Energinet-skandalen bliver flere penge, nye direktører og endnu en akutplan, risikerer den at overse det egentlige problem:

Hvorfor ejer staten overhovedet Energinet?

Det er tydeligt, at den nuværende styringsmodel og ejerform for statens infrastrukturselskab har spillet fallit og ikke har leveret de resultater, som Danmark har brug for.

Det bør være tid til et nyt og professionelt ejerskab af Energinet. Derfor burde Samira Nawa starte her i stedet for at kaste sig ud i alle mulige paniske lappeløsninger på den gigantiske skandale, som Energinet har udviklet sig til.

Lad os lige opsummere situationen:

Det seneste år har vi her på Finans blotlagt massive problemer i Energinet. Nu er emnet og problemerne endelig kommet højt op på politikernes og mediernes dagsorden, men at det først sker nu, er et politisk svigt.

I en længere artikelserie har mine kolleger Jakob Martini og Peter Thomsen afsløret omfattende forsinkelser i udbygningen af elnettet med direkte konsekvenser for dansk erhvervsliv og den grønne omstilling i Danmark.

Og siden Rigsrevisionen i april kritiserede Energinet i hårde vendinger, er kritikken væltet ned over selskabet.

Når både ejere og ledelse har svigtet, så er det naturligt at kigge både på, om man har den rette ledelse, men naturligvis også på om man fra politisk hold har udstukket de rigtige rammer.

Når noget er kritisk infrastruktur, synes konklusionen automatisk at være, at staten skal eje den. Men det afgørende er ikke, hvem der ejer infrastrukturen. Det afgørende er, at den reguleres effektivt.

Statsligt ejerskab har ofte en indbygget udfordring: De mekanismer, der disciplinerer private virksomheder, er svagere eller helt fraværende.

En privat ejer risikerer sine egne penge. En dårlig ledelse kan udskiftes hurtigt. En bestyrelse kan væltes. Investorer kan kræve forandringer. Kapitalmarkedet sender hver dag et signal om, hvor godt virksomheden drives.

Den logik er helt fraværende i Energinet i dag.

Ingen foreslår, at staten helt skal opgive kontrollen med transmissionsnettet, der netop er afgørende kritisk infrastruktur. Men der findes et stort spænd mellem et rent statsligt monopol og en fuld privatisering.

Kig bare på Finland og ejerskabet af den finske transmissionsoperatør Fingrid.

Finland har valgt en model, hvor staten fortsat har kontrollen over transmissionsnettet, men deler ejerskabet med pensionskasser og institutionelle investorer.

Pointen er ikke, at private ejere nødvendigvis træffer bedre beslutninger. Pointen er, at virksomheden får flere ejere med et direkte økonomisk incitament til at stille krav til ledelsen og sikre, at investeringer og projekter gennemføres med rettidig omhu.

Staten har dermed bevaret kontrollen, samtidig med at virksomheden har medejere med et langsigtet økonomisk incitament til effektiv drift. Altså mere professionelle ejere.

Når staten både er ejer, regulator og politisk ansvarlig, bliver ansvaret nemlig uklart.

Hvis noget går galt, peger ministeriet på bestyrelsen. Bestyrelsen peger på direktionen. Direktionen peger på de politiske rammer.

Til sidst er alle ansvarlige. Og derfor er ingen det.

Det er præcis den slags styringssvigt, Energinet-skandalen illustrerer.

Staten skal være en stærk regulator. Den skal fastsætte krav til forsyningssikkerhed, investeringer, cybersikkerhed, klima og tariffer. Den skal kunne udstede bøder og gribe ind over for misligholdelse. Men staten behøver ikke selv drive virksomheden.

Den model kender vi fra mange andre sektorer.

Vi forventer ikke, at staten ejer teleselskaberne for at sikre kommunikation. Vi forventer heller ikke, at staten ejer alle havne eller lufthavne for at beskytte samfundskritisk infrastruktur.

Vi regulerer dem.

Det samme princip bør gælde Energinet.

En reform kunne åbne ejerskabet for langsigtede investorer som pensionskasser og infrastrukturfonde under klare danske rammer. Staten kunne bevare en betydelig ejerandel eller en særlig aktie med vetoret over spørgsmål om national sikkerhed, mens den daglige drift blev underlagt et professionelt ejerskab med klare økonomiske incitamenter og et reelt ansvar over for ejerne.

Samira Nawa har nu fremlagt en akutplan.

Men den vigtigste reform bliver ikke en ny tidsplan, en ny bestyrelse, en ny direktion eller flere penge.

Den bliver at gøre op med den ejerkonstruktion, der har gjort ansvaret uklart og svigtet muligt.

Først derefter giver det mening at diskutere, hvem der skal lede Energinet.

Det kræver politisk mod og vilje. Det må vi håbe, at Samira Nawa besidder.

Ugens fem vigtigste historier

1. Novo presser leverandører
Novo Nordisk beder leverandører om at give ekstraordinær rabat, fordi koncernen er under pres fra konkurrenter. Novo advarer om konsekvenser, hvis leverandører ikke går med, fremgår det af mails.

Lone Andersen og Nick Sturm med historien.

Novo Nordisk bygger sin robusthed på sårbare leverandører, skriver Niels Lunde i kommentar.

2. SAS køber fly for milliarder
SAS annoncerede tirsdag formiddag ved et stort anlagt pressemøde sin hidtil største investering i selskabets 80 år lange – og til tider turbulente – historie.

Flyselskabet vil efter planen købe op til 40 nye Airbus-fly til over 65 milliarder kroner.

»Denne investering understreger vores tro på fremtiden,« sagde topchef i SAS, Anko van der Werff, på pressemødet.

Peter Schollert var med og han skriver indsigtsfuld om det i Finans.

Men SAS’ mirakelvending er (næsten) for god til at være sand, skriver Søren Linding i kommentar.

3. Venstre kræver udskydelse af omdiskuterede lønkrav
Venstre opfordrer den nye regering til at lytte til erhvervslivet, når det beder om at få udskudt ikrafttrædelsen af lovforslaget om løngennemsigtighed. Men hos lønmodtagerne advarer Djøf-formand mod, at det ender som en syltekrukke, skriver Emma Qvirin Holst.

Læs mere her.

4. Mærsk opjusterer
Hormuz-krisen har fyldt meget de seneste måneder. Men årsagen til A.P. Møller-Mærsks opjustering skal ikke findes her - i hvert fald kun indirekte, lyder det fra analytikere.

Kresten Andersen med historien.

5. Mytedræber: Nye tal udfordrer Nykredits fortælling i dramatisk boliglån-opgør
Det er forkert, at prioritetslån kun langes over disken til rige boligkunder i de dyre områder i landet, viser nye tal. Det afkræfter, at der er et problem med fordelingen mellem prioritets- og realkreditlån, vurderer en bankekspert.

Claus Iversen og Kristoffer Brahm med fakta, der udfordrer fortællingen fra Nykredit om, at bankernes prioritetslån risikerer at ødelægge det mere end 230 år gamle realkreditsystem med enhedspriser.

Læs med her.

Ugens podcast - Bundlinjen

Hvem har været forårets store vinder? Og hvem må tage titlen som den store taber?

I denne episode af Bundlinjen ser vi tilbage på årets første seks måneder i dansk erhvervsliv.

Vi kårer vinderne og taberne blandt virksomheder og topchefer, og panelet udpeger også de vigtigste historier og de største skandaler.

Hvilken topchef har for eksempel klaret sig exceptionelt godt – og hvem er faldet helt bagud?

Det er blot nogle af de kåringer, vi skal igennem i dagens program.

Ugens panel:

Vært: Rasmus Bendtsen

Ugens anbefaling

Carlsberg blev grundlagt i 1847 og er i dag en af Danmarks mest globale virksomheder.

Gennem næsten 180 år har virksomheden overlevet krige, kriser, teknologiske skift og store samfundsforandringer.

Men hvad er hemmeligheden?

Mød topchef Jacob Aarup-Andersen, der fortæller om Carlsbergs historiske passion formuleret i udtrykket ”Semper Ardens” – altid brændende - i Finans-podcasten Lunde & Linding.

Episoden er optaget under på Folkemødet på Bornholm.

Gæst: Jacob Aarup-Andersen

Værter: Niels Lunde og Søren Linding, erhvervskommentatorer på Finans

Podcastredaktør: Kasper Søegaard

Find podcasten hos Finans, eller hvor du nu ellers finder dine podcasts.

Ugens citat

»Jeg er mest flov over, at det endnu ikke er lykkedes mig at forklare det politiske establishment, at hvis vi kan skabe gode virksomheder i Danmark, som bliver gode skattebetalere, så er det win-win for alle. Jeg vil gerne have et ordentligt og godt velfærdssamfund – men vi skal også forstå, hvordan vi får råd til det. Der skal gode, dynamiske virksomheder til at finansiere det, og dem har vi desværre startet alt for få af de sidste 30 år«.

Kim Fournais fra Saxo Bank har ret.

Det er desværre tvivlsomt, men lad os håbe, at han lykkes med at forklare politikerne dette.

Set i fødselsdagsportræt i Politiken.

Tak for at læse med! God fredag og god weekend.

bh

Simon Bendtsen