Finans Tech
Kampen er blodig: Det er nu, de store vindere i AI-kapløbet er ved at mose konkurrenterne
KÆRE LÆSER
Engang var det vældig spændende – i hvert fald i nørd-segmentet – når der blev lanceret nye CPU’er. Hvor meget ekstra hastighed havde Intel eller AMD fået trukket ud af transistorerne, og kunne de køre de nyeste skydespil uden at smelte hele kabinettet?
Så kom de årlige iPhone-lanceringer, og tilsvarende nye Android-telefoner fra HTC og Motorola og de andre. Vilde fremskridt i skærmkvalitet, kamera-præstation – og søm efter søm til Nokias ligkiste.
I dag følger vi giganternes kamp på nye kamppladser, og det er ikke hardware, der rykker mest. For knap en uge siden lancerede OpenAI den seneste version af GPT – altså motoren i ChatGPT – og det trak overskrifter på niveau med de gode gamle dage med Steve Jobs på scenen med en ny iPhone (du kan læse mit ’take’ på GPT-5 her).
I den uge, der er gået, er GPT-5 nærmest blevet udnævnt til en enorm skuffelse, selvom den selvfølgelig er en klar forbedring på mange områder. Og vi kan igen prøve at måle eller føle, hvilke af AI-selskaberne, der ligger i front nu.
Spørger man Polymarket, hvor man kan sætte penge på alverdens mulige udfald, skuffede OpenAI så meget med sin nye version, at det nu er Google, der klart forventes at have den bedste AI-model den 31. august. Det skiftede markant, lige da OpenAI havde fremlagt nyhederne i GPT-5. Og i væddemålet om, hvem der har den bedste AI-model til nytår, ligger Elon Musks xAI faktisk bedre end OpenAI.
Men samtidig har OpenAI lagt sine stærkeste AI-modeller ud til gratis brug, med nogle begrænsninger. Og ikke mindst sænket priserne kraftigt, nogle steder med 90 pct., for virksomheder, der vil bruge OpenAI’s AI-modeller og have direkte adgang. Det kan save benene af Anthropic, som lige havde fået lavet en god business ud af den slags salg til AI-tjenester, der hjælper med programmering. Nu har OpenAI forbedret sine modeller, så de er på niveau med Anthropics, og underbyder voldsomt på pris. Det har tech-iværksætteren Ethan Ding skrevet en længere analyse af.
Som nævnt i sidste uge er Mark Zuckerbergs arbejde med AI i Meta kørt så langt bagud, at han har været nødt til at genstarte det hele og hyre AI-eksperter fra øverste hylde ved at tilbyde løn og bonus i milliardklassen.
Jeg kastede mig også over en anden del af forretningen for AI-selskaberne, nemlig der hvor de forsøger at spise noget af Googles enorme kage på søgemarkedet. Perplexity er det mest direkte forsøg, men ChatGPT er selvfølgelig kongen, fordi det er den klart mest populære AI-chatbot derude med 700 mio. ugentlige brugere.
I maj så det ikke sjovt ud for Google, der blandt andet måtte se aktiekursen dykke med 9 pct. – det svarede til 995 mia. kr. – da en Apple-chef fortalte, at brugen af Googles søgemaskine er faldende i browseren Safari for første gang i 22 år.
Men i dag er stemningen en helt anden omkring Googles søgemaskine, og der er mindre frygt for, at Google mister sin store guldkalv, der i seneste kvartal stod for næsten totredjedele af omsætningen.
Du kan læse her om forskellige bud på fremtiden for Googles søgemaskine – og hvad det betyder, når ChatGPT i stigende grad bliver brugt som søgemaskine. Og i en mere news-you-can-use-historie kan du blive klogere på, hvad man som virksomhed skal gøre for at stå godt i en ny virkelighed.
En anden pointe, jeg kun lige dypper tæerne i, synes jeg også er ret interessant: Hvis Google og Meta-koncernen ved rigtig meget om dig nu – så bare vent til vores snakke og terapisessioner med en AI-chatbot bliver brugt til at udvælge reklamer til dig.
Sam Altman har sagt, at der ikke kommer reklamer i ChatGPT, men han er kendt for at være pragmatisk snarere end ideologisk, så lad os nu se.
Der er altså lagt op til nogle store slag, som i de kommende år vil afgøre, hvem der bliver ’den nye Google, eller ’den nye Amazon’. Med de vanvittige beløb – senest 54 mia. kr. i en større runde på 257 mia. kr. – som OpenAI rejser fra investorer, har OpenAI selvfølgelig en god chance. Selv hvis teknologien ’kun’ er lige så god som hos konkurrenterne, er der penge til at underbyde de andre i et stykke tid.
Og hvis de fleste af os bliver vant til at bruge ChatGPT, i stedet for Claude eller Perplexity, så har vi en ny de facto-standard, ligesom Google blev det for søgemaskiner. Men vi er lige midt i den store kamp, og det er jo vanvittigt spændende.
Samtidig er hastigheden ekstrem. Apple, HTC og Motorola og Samsung kom ikke ud af det blå, da de overtog markedet for mobiltelefoner fra Apple, men Anthropic og mange andre AI-selskaber er nye og friske, som da to Stanford-studerende i 1998 lancerede Google.
Og så er der Elon Musk – der på rekordtid og med enorme investeringer har banket xAI op på niveau med de andre.
Place your bets. Så må vi se, hvordan det hele er endt om fem år.
UGENS NYHEDER
Er programmør den nye typograf? Først blev alle unge opfordret til at blive gode til at kode – et eldorado af vellønnede job ventede i den nye, digitale økonomi. I USA er antallet af nyuddannede indenfor datalogi (computer science) fordoblet på ti år. Nu kan de ikke finde et arbejde, fordi AI-værktøjer kan klare de opgaver, man før satte junior-programmører til, skriver New York Times.
Perplexity vil købe Chrome – for 222 mia. kr. Er det genialt, frækt eller bare et stunt? Google afventer dom i en monopolsag i USA, hvor én mulig straf er tvungent frasalg af browseren Chrome, verdens mest populære browser. Og Perplexity, som blev stiftet i 2022, melder sig nu klar til at købe Chrome for 222 mia. kr. Det er over det dobbelte af det unge selskabs egen markedsværdi, så det vil nok kræve et opkald til banken. (Wall Street Journal)
Det er en stor fordel for startups med investorer med iværksætter-erfaring. Det viser forskning fra Rockwool Fonden. Men den slags ’engle-investorer’, som investerer egne hårdt tjente penge, tager også en større bid, når de investerer. Samlet er det dog stadig en god forretning, rapporterer min kollega Anne Sofie Thrane.
Efter opråb måtte Sam Altman vække gamle AI-modeller til live igen. Ved lanceringen af GPT-5 blev alle de tidligere modeller kørt ud på historiens losseplads. Nu skulle ChatGPT selv vælge den mest brugbare version af de forskellige AI-modeller hos OpenAI. Men det blev ikke godt modtaget, og OpenAI måtte hurtigt bringe GPT-4o tilbage. Det handlede blandt andet om tonen i svarene. For nogle, der brugte ChatGPT meget, føltes det som at miste en ven. Sam Altman skrev om problematikken i et langt X-opslag.
Apple bakser med Siri i en ny AI-tid, men nu er der håb. I giganternes kamp om AI-førertrøjen er Apple rykket langt ned i feltet. Den gamle Siri-tjeneste skulle relanceres med alt det nye AI-teknologi, men det viste sig at være svært. Men efter mange forsinkelser går det nu bedre, rapporterer Bloomberg. En ny version af Siri skulle være klar til lancering til foråret. (Bloomberg)
UGENS ANBEFALING
Der er mange måder at måle kvaliteten af en AI-model på. Benchmarks i massevis, og ligeså forventeligt – anklager om at AI-selskaberne træner deres produkter til at præstere godt i lige præcis de opgaver, som indgår i de mest populære benchmarks.
Men Simon Willison har sin egen målestok: En pelikan på en cykel. Han beder alle de AI-modeller, han tester, om at tegne en pelikan på en cykel, ikke som et billede, men som en grafikfil. Og resultaterne har været virkelig håbløse gennem tiden. Den nyeste udgave af ChatGPT med GPT-5 er faktisk den bedste, han har prøvet. Her ligner det ligefrem en pelikan.
I en fin gennemgang, der dog ikke har de nyeste GPT-5-resultater med, viser Simon Willison udviklingen i løbet af et halvt år. Og det er ret vildt, hvad der er sket siden december.
Opgaven er svær, netop fordi det skal være grafik, ikke et billede. Så AI-sprogmodellerne skal forstå opgaven og tegne cykel og pelikan ud fra en logisk tænkning. Hvis det var et billede, ville resultatet blive skabt som en slags sammenkog af millioner af billeder af cykler og pelikaner, hvilket er væsentligt nemmere.
Simon Willisons blog er lidt til den tekniske side, men er stadig spændende at følge, synes jeg, selvom man ikke går og drømmer om at køre sin egen AI-model.

