Fortsæt til indhold

Finans Impact

En maveplasker for de grønne danske frontløbere

Finans Klima

KÆRE LÆSER

Forventningerne til COP29 i Aserbajdsjan var beskedne. Alligevel gik det endnu værre end man kunne frygte - i hvert fald, hvis man er en af de virksomheder, som står klar med løsningerne til den grønne omstilling.

For mens det blev til et udskældt kompromis omkring klimafinansiering til det globale syd, faldt alle forsøg på at præcisere og konkretisere målsætningerne omkring vedvarende energi og energieffektivisering til jorden. Man kunne ikke engang blive enige om at genbekræfte de globale målsætninger, som man blev enige om under klimatopmødet i Dubai for et år siden.

Hvis man tager ja-hatten på, kan man selvfølgelig stadig slå op i aftaleteksten fra Dubai og læse, at verden skal tredoble vedvarende energi og fordoble indsatsen på energieffektiviseringer inden 2030. Men andre vil kunne slå op i COP29-aftalen og konstatere, at den ikke er nævnt med et ord.

Det samme gælder de historiske formuleringer om, at verden skal »omstille sig væk fra fossil energi«, som alle FN-lande skrev under på i Dubai. I år kunne man ikke engang blive enige om at henvise til sidste års formulering.

Hvorfor? Tilsyneladende fordi opbakningen på den globale scene er skiftet.

Sidste år var Saudi-Arabien nødt til at bøje sig efter massivt pres fra EU, USA og selv Kina. I år var USA passive, og Kina havde fokus på at undvige udviklingslandenes klimaregning. Og så havde Saudi-Arabien ifølge forskellige kilder et vellykket parløb med værtslandet, der i øvrigt også elsker olie og gas.

For klimaet og den grønne omstilling er det noget af en maveplasker.

Og det er det også for Vestas, Danfoss, Grundfos, Ørsted, Velux og mange andre danske virksomheder, der står klar med de grønne løsninger, som verdens lande ikke længere kan blive enige om at bære frem i fælles flok.

Danmarks klimaminister Lars Aagaard (M) lagde da heller ikke skjul på sin skuffelse, da de grønne teknologier og den fossile nedskalering røg ud af aftalen.

»Jeg har været tæt på at være rasende i de her dage,« sagde klimaministeren til DR.

Nu er det så op til de enkelte lande at udarbejde målsætningerne om vedvarende energi og energieffektiviseringer i deres nationale klimaplaner, som skal præsenteres frem mod næste års COP30 i Brasilien.

For Danmark og EU var det vigtigt at få denne kobling præciseret i aftalen fra Aserbajdsjans hovedstad Baku. Nu må man afvente at se, om de ca. 200 FN-lande læser målsætningerne med samme alvor, som vi gør herhjemme. Det vil alt sammen stå klart på COP30, der er udpeget som et af de vigtigste klimatopmøder nogensinde.

En aktivist på COP29. Foto: Reuters/Murad Sezer

Mens klimaforhandlerne fik pulsen op i Baku, har en ny nedtur for den svenske batterivirksomhed Northvolt formentlig fået svedperlerne frem hos investeringscheferne i ATP.

Det er en af de andre vigtige klimahistorier, vi på Finans har fokuseret på i den seneste uge. Få et overblik her:

Ekspert: ATP’s storstilede grønne milliardsatsning er tabt
Håbet for ATP’s grønne milliardsatsning på svenske elbilbatterier er ude. Sådan lyder den dystre konklusion fra pensionsekspert og aktuar Jørgen Svendsen på baggrund af de seneste oplysninger om den svenske batterivirksomhed Northvolt.
Ifølge Financial Times gør den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs klar til at nedskrive sin investering i Northvolt til nul, og »ATP kommer til at gøre det samme,« siger Jørgen Svendsen.

Danske pensionsmilliarder understøtter klimaværts jagt på ny olie og gas
10 danske pensionsselskaber har tilsammen investeret ca. 5 mia. kr. i fossile selskaber, som hjælper med at udvide olie- og gasproduktionen i Aserbajdsjan, der netop har været vært for FN’s klimatopmøde. Det viser en opgørelse fra Mellemfolkeligt Samvirke.
CBS-professor Andreas Rasche mener, at det kan ramme pensionsselskabernes omdømme, fordi der er en åbenlys modsætning mellem klimatopmødet og Aserbajdsjans jagt på ny olie og gas.

Sorte resultater i den grønne omstilling: Shippingindustrien er slået tilbage til start
Den globale shippingindustri har stået bomstille, når man måler på den tunge industris CO2-udledninger siden 2008. De seneste år er udledningerne tilmed øget. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra University College London, der har gennemgået den tunge industris grønne fremskridt – eller mangel på samme.

Ugens klimatal

0,8 pct.

Det er stigningen i CO2-udledning fra fossil energi i 2024 ifølge Global Carbon Project. Tallene punkterer forventningen om, at de fossile udledninger ville falde i år.