Finans Impact

KÆRE LÆSER

Der bliver snakket meget i krogene af den grønne danske industri i disse dage. Og det handler rigtig meget om brint.

Det klimavenlige brændstof blev udråbt som et potentielt dansk vindeventyr 2.0, men lige nu minder det mere om en lidelseshistorie, hvor hovedrollerne har ualmindelig svært ved at finde hinanden.

Det er ikke en konkret ny udmelding, der har fået snakken om brint til at blusse op. Det er faktisk det modsatte.

For lige nu går alle og venter på et startskud fra især to store milliardprojekter i Esbjerg. Det er dem, der har størrelsen til at sikre etableringen af et dansk brintrør til Tyskland, som i forrige uge fik en politisk godkendelse.

Men udmeldingen fra de to store brintprojekter er ikke kommet. Og det gør de nok heller ikke lige foreløbig. For virksomhederne bag, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Morgen Energy, går nemlig selv og venter på de tyske storkunder, der skal købe den grønne brint.

Forud har der været et langstrakt politisk tovtrækkeri. Det endte med, at regeringen i februar lyttede til industrien og sænkede kravet til, hvor meget industrien skal forpligte sig til at bruge brintrøret, før staten satser milliarder.

Det var afgørende for industrien, at ét af de store projekter kunne indfri minimumskravet for brugen af brintrøret alene. På den måde kan det ene projekt nemlig træffe den endelige investeringsbeslutning uden at være afhængig af, at andre projekter gør det samme.

Industrien fik ønsket opfyldt. Og derfor giver det store frustrationer både blandt politikere og andre grønne virksomheder, at startskuddet udebliver. Snakken går på, om industrien igen har lovet mere, end den kunne holde.

For at forstå dilemmaet er det nødvendigt at kigge sydpå. Helt præcist til Rigsdagsbygningen i Berlin, hvor forbundskansler Friedrich Merz og den tyske regering vakler på spørgsmålet om brint.

Forbundskansler Friedrich Merz. Foto: AFP/Tobias Schwarz.

Det har længe stået klart, at EU’s storstilede brintmålsætninger var ude af trit med virkeligheden, men alligevel har både CIP og Morgen Energy over for Finans insisteret på, at der stadig var store afsætningsmuligheder for brint i Tyskland.

Optimismen var bundet op på EU’s såkaldte VE III-direktiv, der stiller krav til, at virksomheder skal erstatte fossil energi med grøn brint. Allerede i maj var der deadline på, at medlemslandene skulle implementere direktivet i national lovgivning, men tyskerne - og i øvrigt også mange andre - lader vente på sig.

Der ligger nu et tysk forslag i forhold til kravene på transportområdet, som skal behandles politisk. Det er et forholdsvis ambitiøst forslag, som kan sikre en vis efterspørgsel på grøn brint, men ifølge kilder tæt på processen vil tyskerne formentlig kunne producere de nødvendige mængder brint selv.

Det store gennembrud afhænger derfor af kravene til industrien. Det vil tvinge de store tyske industrivirksomheder til at indkøbe langt større mængder grøn brint, og det er især her, at de største danske brintprojekter ser deres chance.

Problemet er bare, at denne del af VE-direktivet slet ikke er på bordet i Tyskland. Og det er efter alt at dømme derfor, at den tyske storindustri afventer med at underskrive de indkøbsaftaler, som kan få CIP og Morgen Energy til at trykke på startknappen.

Tiden løber, og der er stemmer i den danske industri, der allerede mener, at det danske brinteventyr er et overstået kapitel.

Det vil dog være en forhastet konklusion.

Først i december 2026 har de danske brintprojekter deadline på at melde ind, hvor meget de vil forpligte sig til at bruge brintrøret. Så der er stadig tid at løbe på.

Det har været fremme, at de to store brintprojekter i Esbjerg tilsammen har brugt omkring 500 mio. kr. på at udvikle projekterne, så der er grund til at tro, at de vil gå langt for at gøre projekterne til virkelighed.

Men de starter næppe projekter til 10-20 mia. kr. uden en salgskontrakt. Og derfor er spørgsmålet i sidste ende, om den tyske regering vil bane vejen for den afgørende efterspørgsel, inden sagaen om det danske brintrør skal afgøres i slutningen af næste år.

Som altid er dette nyhedsbrev også en kærkommen lejlighed til at samle op på andre klimahistorier fra den forgangne uge. Her er tre skud fra mig og mine kolleger på Finans:

Nyheder

Skæbnetime afgjort: Ørsted får lov at fortsætte arbejdet på vindmøllepark
Ørsted kan fortsætte arbejdet på Revolution Wind efter præcis en måneds stilstand. Det besluttede den amerikanske dommer Royce C. Lamerth mandag aften, efter at Revolution Wind havde lagt sag an imod USA’s Indenrigsministerium. Dermed er sejren i første runde af den store tvekamp mellem Trump-regeringens og Ørsteds vindmølleprojekter gået til Ørsted.

Mails giver sjældent indblik i elnet-kaos: Godsejer må vente på storstilet solcellepark
Forsinkelser hos Energinet har efterladt godsejer Peter Treschow med et omfattende solcelleprojekt og flere års arbejde i farezonen. Centrale tilladelser er ved at løbe ud, og nu er bekymringen, om projektet kan blive sendt tilbage til start.

Skandinavisk forsikringsgigant: Myndigheder bør stramme reglerne for klimatruede boliger
Der er behov for, at de nationale myndigheder engagerer sig i klimatruslen. Det siger koncernchefen for Norges største forsikringsselskab, Gjensidige, Geir Holmgren. Han oplever, at de norske myndigheder i stigende grad siger fra, når områder ikke længere egner sig til beboelse, men han savner samme stramme tilgang i Danmark.

Ugens klimatal

13

Så mange millioner ton CO₂ blev i løbet af sommeren sendt ud i atmosfæren på grund af europæiske skovbrande. Det er det højeste tal i de 23 år, hvor det er blevet målt, skriver EU’s overvågningscentral for klimaet Copernicus.