Fortsæt til indhold

Finans Impact

To croissanter for 120 kroner: Velkommen til COP30

Finans Klima

Finans’ klimaredaktør Jakob Martini er taget til klimatopmødet COP30 i Brasilien. Hver dag giver han dig de vigtigste opdateringer direkte fra forhandlingerne. Du kan gratis abonnere på hans nyhedsbrev Finans Impact via finans.dk eller på LinkedIn – og følge med på vores temaside, hvor han løbende deler analyser, perspektiver og historier fra topmødet.

KÆRE LÆSER

Det er jo en helt vanvittig idé.

Men ikke desto mindre har Brasiliens præsident Lula insisteret på at afvikle et klimatopmøde i en regnskovsby, som slet ikke er gearet til et arrangement, der tiltrækker 56.000 deltagere.

Først lige nogle hurtige observationer:

  • Store dele af konferencecentret er et kæmpe oppustet telt, hvor luften mest af alt minder om et iglotelt på en Roskilde Festival.
  • De enorme airconditionanlæg larmer. Altså ret meget. Har nogen et nummer til Brasiliens arbejdstilsyn?
  • Hvor finder man lige den danske pavillon? Du går bare rundt og leder i blinde, for der er simpelthen ikke et kort over, hvor de forskellige lande og organisationer holder til.
  • Maden er muligvis ok, men hvor skulle jeg egentlig vide det fra, for jeg har jo ikke 40 minutter til at stå i kø. Til gengæld fandt jeg to tørre croissanter i en lidt mindre hektisk madbod. Pris: 120 kr.
  • Meget værre er det, at forhandlerne skal ud i samme kø, fordi arrangørernes cateringsystem er brudt sammen. Husk madpakken, siger jeg bare.
  • Hoteller er der stort set ingen af, så man skal ud i et privat udlejningsmarked, der mildt sagt er svært at gennemskue. Min første booking blev annulleret af en udlejer, der ville hæve prisen. Den anden viste sig at ligge i et kvarter, hvor det er farligt at gå på gaden. Heldigvis har jeg nu fået et fint værelse hos en venlig lokal professor og hans kone.
  • Og så er der jo lige det med flyene. Alle her på COP’en kender simpelthen nogen, der er strandet et sted i Brasilien, fordi de har misset deres connection i en brasiliansk lufthavn. Det må kunne gøres bedre.

Den gode nyhed er, at de danske virksomheder er mødt talstærkt op alligevel. Mærsk, Vestas, Ørsted, Novo Nordisk, Danske Bank, PKA, Copenhagen Infrastructure Partners og 15-20 stykker mere.

»Jo mere dystert bagtæppet er, jo større grund er der til, at der er nogen, der viser noget initiativ,« siger Finn Mortensen, der som direktør i State of Green har ansvaret for at promovere Danmarks grønne omstilling på FN’s klimatopmøder.

Han er i øvrigt heller ikke imponeret over brasillianernes logistiske evner.

»Der har været udfordringer hver eneste gang, men det her topper alt,« siger Finn Mortensen i min reportage fra det ophedede konferencecenter.

Men lige så ringe Belém er på logistikken, lige så fedt er det, at byen har verdens suverænt største regnskov og et virkelig alvorligt klimaproblem lige i baghaven.

For det er simpelthen lykkedes at få folk ud i regnskoven. Jeg har allerede mødt masser af investorer, erhvervsledere, politikere, NGO’er og journalister, der har benyttet lejligheden til at komme ud i Amazonas og mærke, hvad der er for en gigantisk CO2-støvsuger, der er ved at brænde sammen.

Så mangler vi bare at se, at det også resulterer i en mere kontant opbakning.

Lula har på COP30 lanceret Tropical Forest Forever Facility, som i COP-jargonen bare går under forkortelsen TFFF. Det er en ny fond, som skal tiltrække ca. 160 mia. kr. til at modarbejde fældning af regnskov rundt omkring i verden.

Men det går lidt trægt. Kun 35 mia. er der kommet i puljen. Langt de fleste kommer fra Norge, mens de fleste indtil videre ser passivt på.

For mit eget vedkommende bød lørdagen også på en tur til regnskoven og en virksomhed, der redder regnskov med danske pensionspenge i ryggen. Det kan du læse mere om på Finans i morgen.

Konferencecentret ved COP30. Foto Mauro: Pimentel/AFP/Ritzau Scanpix

Lørdagen var også den helt store demonstrationsdag. Det kan du læse mere om i nedenstående lille nyhedsoverblik fra internationale medier.

Nyheder

»Vi holder en begravelse for fossile brændstoffer«
For første gang i fire år kunne demonstranter gå på gaden i forbindelse med et klimatopmøde. De senere år er den slags blevet forhindret af styret i henholdsvis Egypten, Dubai og Aserbajdsjan. BBC mødte bl.a. folk på gaden, der vil af med fossile brændstoffer.

Fransk oliechef: Levetiden for olie og gas er forlænget
Den franske oliekæmpe TotalEnergies har i modsætning til mange konkurrenter holdt fast i deres langsigtede klimaambitioner. Men nu ser topchefen Patrick Pouyanné et realistisk potentiale for at de sorte energiformer kan få forlænget deres levetid. Det sagde han under et besøg på COP30, skriver Financial Times.

Klar til slutspillet: Kina har sendt flest delegerede til Amazonas
Optællingen over årets COP-deltagere er på plads. 56.118 delegerede har tilmeldt sig, og Kina er det land, som har sendt flest til Brasilien. Derefter følger Nigeria, Indonesien og Den Demokratiske Republik Congo. I den anden ende af skalaen ligger USA sammen med Afghanistan, Myanmar og San Marino, der alle har nul delegerede til COP30. Det skriver Carbon Brief.

Dagens klimatal

344

procent. Så meget stiger verdens forbrug af solenergi fra 2024 til 2035, hvis landene fastholder deres nuværende politik, skriver Carbon Brief.