Økonomi
BREAKING
0

Så meget er OL-medaljerne værd

Guldmedaljerne, der bliver uddelt i Pyeongchang, er i virkeligheden forgyldt sølv.

Selvom der kun er 6 gram guld i vindermedaljen, er der nok at juble over. Her ses guldmedaljevinder Red Gerard på podiet efter en vellykket slopestyle-finale. 
Foto: Jae C. Hong

Bobslæde, curling og ishockey er blot nogle af de discipliner, der bliver dystet i under vinter-OL. De 23. vinterlege i den sydkoreanske by Pyeongchang er i fuld gang, og 3.000 atleter deltager i 15 forskellige discipliner. Alle med håb om at vende hjem med en af de i alt 259 medaljer om halsen.

Selvom mange sukker efter den eftertragtede guldmedalje, har den ikke en særlig høj objektiv værdi. Ifølge Forbes er den estimerede værdi af en guldmedalje fra OL i PyeongChang ca. 570 dollars. Det svarer til ca. 3.500 kr.

Den er en lille smule dyrere end guldmedaljerne ved de sidste to OL i Rio og Sochi.

Den dyreste guldmedalje blev uddelt til vinderne ved OL i London i 2012. Her kostede en enkelt medalje 708 dollars svarende til ca. 4.300 kr.

Til gengæld vejer guldmedaljen denne gang 586 gram og er dermed den tungeste guldmedalje i OL's historie. Kun 6 gram af medaljen er lavet af guld, resten er lavet af 99,9 pct. rent sølv. En OL-guldmedalje er i virkeligheden en forgyldt sølvmedalje.

Sidste gang, at guldmedaljerne var lavet af rent guld, var ved OL i Stockholm i 1912. Hvis hele medaljen var lavet af guld og skulle veje det samme som i dag, ville dens værdi være over 150.000 kr.

Sølvmedaljen vejer 580 gram og er lavet af 99,9 pct. rent sølv. Den har en værdi på 313 dollars eller ca. 1.900 kr.

Bronzemedaljen vejer 493 gram. Den er primært en lavet af en legering af tin og kobber og har derfor ikke den store værdi. 

Det er den sydkoreanske designer Lee Suk-woo, der har designet dette års OL-medaljer. Medaljebåndet i blå og lyserød er lavet af Gapsa, der er et traditionelt Koreansk stof.

BRANCHENYT
Læs også