Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nu vil smedene og maskinarbejderne presse deres løn i vejret

Fagforbundet Dansk Metal mener, at det skal være slut med moderate lønstigninger. Mangel på arbejdskraft, en forbedret konkurrenceevne og tidligere tiders tilbageholdenhed skal nu belønnes, lyder det.

Nu er det på tide at sætte sig i respekt i de igangværende lønforhandlinger, vurderer formanden for Dansk Metal, Claus Jensen. Her deltager han i 1. maj på Metalskolen i Jørlunde. 
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Virksomheder, som de seneste år har tjent godt på, at deres medarbejdere var beskedne, skal nu til lommerne.

Sådan lyder beskeden fra fagforbundet Dansk Metal, der med sine 108.000 medlemmer udgør en betydelig andel af industriens medarbejdere.

Hvem er Dansk Metal
  • Dansk Metal har ca. 108.000 medlemmer.
  • Størstedelen af medlemmerne af Dansk Metal er uddannet maskinarbejdere.
  • Mange medlemmer er også uddannet som enten automekaniker eller klejnsmed.
  • Medlemmer af Dansk Metal arbejder inden for mange brancher - især i industrien.
  • Metals medlemmer arbejder typisk inden for disse brancher: Smede, Maskinteknisk, Transport, Teleteknisk, Svagstrøm, Skibsbygning, Stærkstrøm, Bygge og anlæg, Finmekanisk, Blik og VVS
Kilde: Dansk Metal

Får fagforbundet presset sine krav igennem i de lokale lønforhandlinger, der startede ved indgangen af marts, kan det ifølge økonomer føre til højere lønninger andre steder.

»Der er for mange virksomheder, der ikke har opdaget, at de er kommet ud af krisen. De har været for nærige. Nu er det på tide, at lønningerne stiger lidt hurtigere,« siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal. 

Fagforbundet rejser i disse dage rundt for at udbrede sit budskab blandt de lokale tillidsmænd. Her forklarer man, at timeproduktiviteten i industrien i gennemsnit er steget 5 pct. pr. år fra 2011 til 2017, mens timelønnen kun er steget 2,3 pct. pr. år.

Nu er virksomhedernes konkurrenceevne genopbygget, lyder det. Fagforbundet peger på, at virksomhederne har øget overskudsgraden de seneste seks år.

Men det kan blive svært for tillidsmændene at få deres lønkrav igennem over en bred kam, vurderer arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen, der er professor på Københavns Universitet.

Lige nu går udviklingen nemlig den anden vej, selvom beskæftigelsen steg til en ny rekord, og ledigheden blandt Dansk Metals medlemmer dalede til næsten 2 pct. sidste år.

Lønnen i fremstillingsvirksomhederne steg ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med 2,2 pct. i årets 2. kvartal, med 2 pct. i 3. kvartal og kun 1,9 pct. i 4. kvartal.

»Det kan være svært at sætte sig ind til bordet og lige pludselig kræve markant mere end de sidste 10 år. Men det er alligevel påfaldende, at kurven peger nedad for tiden,« siger Søren Kaj Andersen.

Ifølge industriens interesseorganisation, DI, skyldes faldet i lønstigningerne sidste år dog, at der har været færre overarbejdstimer.

Underdirektør i DI Steen Nielsen mener ikke, at der er plads til, at reallønnen stiger mere end de foregående år - omtrent 1,3 pct.

»Jeg synes ikke, at der er nogen, der skylder noget. Jeg synes ikke, at lønmodtagerne er bagud på lønnen. Vi har fået en god konkurrenceevne, men det er ikke sådan, at vi i dag har en konkurrenceevne, der siger spar to, og er på det højeste niveau,« siger Steen Nielsen.

Finans har kontaktet en række større og mindre industrivirksomheder for at få deres syn på sagen, men ingen har ønsket at medvirke i denne artikel.

BRANCHENYT
Læs også