Serier
0

Chefanalytiker: Handelsspændinger kan blive optrappet inden forbedring

Trumps handelskrig
Foto: AP Photo/Andy Wong

De globale handelsspændinger mellem Kina og USA kan blive optrappet, før den globale samhandel igen går mod bedre tider.

Det vurderer chefanalytiker og Kina-økonom i Danske Bank Allan von Mehren.

- Trods de positive toner fra Trump på det seneste, er det for tidligt at afskrive risikoen. Og i hvert fald er det ikke umuligt, at det kan blive værre igen, før det bliver bedre, og man opnår en større aftale mellem USA og Kina, siger han i en kommentar.

Den amerikanske avis The Wall Street Journal skrev i sidste uge, at Det Hvide Hus planlægger at lægge yderligere told for 100 mia. dollar på kinesiske varer og blokere kinesiske teknologiinvesteringer i USA.

Ifølge artiklen planlægger Trump i denne uge at annoncere detaljer omkring, hvilke varer de ekstra 100 mia. dollar i told vil ramme.

Kina kan ikke svare igen en-til-en, som de hidtil har gjort, men Kina kan tage andre midler i brug i konflikten, vurderer chefanalytikeren.

- Kinas nok stærkeste våben vil være en eventuel forbrugerboykot af amerikanske varer, siger han.

General Motors sælger flere biler i Kina, end selskabet gør i USA, og Apple sælger omkring 50 mio. mobiltelefoner i Kina årligt.

Derfor er de to selskaber blandt andre, der vil blive ramt hårdt, hvis de kinesiske forbrugere beslutter et boykot af amerikanske varer.

Chefanalytikeren peger også på to andre håndtag, som Kina kan skrue på. Hvert år rejser over 1 mio. kinesere til USA som turister. Turisterne lægger ifølge Allan von Mehren omkring 30 mia. dollar i den amerikanske pengekasse. Det vil kunne mærkes i USA, hvis Kina gør det sværere for kinesere at rejse til USA.

Derudover kan Kina også tage et kig på de mange kinesiske studerende i USA. Der var i 2016 omkring 350.000 kinesere, der betaler for at studere på amerikanske colleges og universiteter.

Allan von Mehren forventer ikke, at konflikten ender ud i en decideret handelskrig. Han vurderer, at den kommende uge formentligt vil give et bedre billede på, hvordan konflikten udvikler sig, når Trump annoncerer, hvad der gemmer sig i præsidentens næste salve.

BRANCHENYT
Læs også