Økonomi
0

Nej, man kan ikke købe sig til et Champions League-trofæ

Real Madrid var for længst blevet slået ud af verdens mest prestigefulde fodboldturnering, hvis den samlede pris for spillerne på holdet var afgørende for succesen på banen.

Real Madrids anfører, Sergio Ramos, står nu over for sin fjerde Champions League-finale på fem år. Foto: Andreas Gebert/dpa via AP

Så længe bolden er rund, kan alting ske, siger de.

Måske er der noget om det.

For hvis det var muligt at købe sig til sejre i de allerstørste fodboldkampe ved at spendere flere penge på sit hold end alle andre klubber, så ville ingen af de fire semifinalister i årets Champions League være nået så langt.

Tænketanken CIES Football Observatory regnede sig ved indgangen til sæsonen 2017/18 frem til, hvilke 25 hold der spiller for spiller koster mest. Og nej, det er hverken Real Madrid, Liverpool, Bayern München eller AS Roma.

De indtager en plads som henholdsvis nummer 6, 8, 11 og 15 på listen og ville altså højst nå frem til et par lunkne kvartfinaler, hvis verdens mest prestigefulde klubturnering blev afgjort med et checkhæfte i hånden.

Således har Real Madrids nuværende trup samlet set blot kostet 438 mio. pund, fremgår det af CIES’ database med spillertransfers adskillige år tilbage. Det kan lyde lidt kækt at skrive ”blot” om de dobbelt forsvarende Champions League-mestre, der anført af Cristiano Ronaldo (80 mio. pund i 2009) ikke ligefrem lever på et skrabebudget. Men sammenlignet med andre klubber tegner Real Madrid sig faktisk for en billig startopstilling.

Listens nummer 1 opererer nemlig med et prisskilt på næsten det dobbelte, 751 mio. pund, hvilket fører os frem til de fire hold, der ville være kommet længst, hvis bolden vitterligt var firkantet som en pengeseddel: Manchester City, Paris Saint-Germain, Manchester United og Chelsea.

BRANCHENYT
Læs også