Fortsæt til indhold

17 lande har 85 pct. af al verdens gæld

Finans forklarer: En ny opgørelse over verdens gæld fordelt på nationer viser, at 17 lande – herunder Danmark – har 85 pct. af gælden. Alle lande har tilsammen lån for 63 billioner dollars.

Økonomi

Verdens lande har tilsammen optaget gæld for intet mindre end 63 billioner dollars. Det er 12 nuller. Men tallene kan snyde, for gælden er langt fra smurt lige tyndt ud over klodens 195 lande.

Det viser en opgørelse fra World Economic Forum baseret på tal fra IMF.

Faktisk er det kun 17 lande – Sverige, Danmark, Norge og Finland inklusiv – der tegner sig for langt størstedelen. Hele 85 pct. sidder de 17 lande på, men her er der også stor forskel på landenes andel. Eksempelvis udgør de nordiske lande i bunden ”kun” 0,2 pct. hver af den samlede andel. Sverige har lånt en anelse mere, nemlig 0,3 pct. af al gæld.

I toppen finder vi USA, der har knap hver tredje dollar, der er lånt ud, mens Japan, Kina, Italien og Frankrig kommer lige efter. Faktisk er der kun 12 lande, der har over 1 pct. i andel af den samlede gæld.

Ser man på top 5, så tegner de sig for 66 pct. af al gæld, svarende til 41,6 mia. dollars.

USA’s andel svarer til en gæld på lige omkring 20.000 mia. dollars, mens Japan på 2.pladsen er et stykke efter med 11.813 mia. dollars. Kina, Italien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien følger efter med gæld for mellem 2.300 mia. dollars og 4.976 mia. dollars.

Ser man på landenes gæld ifht. BNP, så er der to gengangere, nemlig Japan og Italien, som indtager 1. og 4. pladsen. Japans gæld er på hele 240 pct. af deres BNP, mens Grækenland på 2. pladsen har gæld for 353 mia. dollars, svarende til lidt over 180 pct. af deres BNP. Faktisk forventes det, at Grækenland i 2060 vil skylde 275 pct. af deres BNP.

Middelhavslandene er i øvrigt flot repræsenteret i top 5, hvor også Portugal og Libanon er med ud over Italien og Grækenland.