Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Frygten er vendt tilbage i finansmarkederne

Efter et par måneder med ro har den italienske regeringskrise og udsigten til en eskalering af handelsstriden mellem USA og Kina kastet finansmarkederne tilbage i panikhumør.

Trumps handelskrig
Uroen er vendt tilbage til de globale aktiemarkeder, nu med en italiensk regeringskrise som første akt. Foto: AP/Richard Drew

En giftig cocktail af italiensk regeringskrise, der smager af en ny euro-krise, et nært forestående regeringsvalg i Spanien, og en eskalering af handelsstriden mellem USA og Kina, har de seneste dage taget markederne på sengen.

I forvejen har investorer de seneste uger skullet manøvrere igennem store kursfald i mange vækstlande og vigende økonomiske nøgletal fra specielt Europa.

Det udløste i denne uge en panik, der spredte sig fra det italienske obligationsmarked over i europæiske bankaktier til det amerikanske aktiemarked. Udviklingen er ifølge bl.a. Danske Bank en forløber for, hvad man kan vente sig de kommende måneder.

Der er ikke så meget luft til skuffelser.

Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje

»Skyerne trækker sammen om markederne og verdensøkonomien i øjeblikket. I forvejen var tingene skrøbelige, og så kommer denne her ting med Italien oveni. Det er ikke så god timing,« siger Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank.

Samlet faldt det danske C25-indeks 1,1 pct. tirsdag, mens Danske Bank og Nordea begge faldt mere end 2 pct. Onsdag rettede markederne sig en smule, og C25-indekset steg 0,2 pct. Det er nede med 3,25 pct. siden årets start.

Aktiemarkederne i Europa og USA havde ellers lige stabiliseret sig efter store fald i februar og marts.

Men de seneste uger kom italienske statsobligationer under stigende pres, mens den euro-fjendtlige koalition af bl.a. Femstjerne-bevægelsen kæmpede for at forme regering. Det ender ifølge Nordea formodentlig i et nyvalg, som kan give endnu flere stemmer til den euro-skeptiske fløj.

Prisen på obligationer tordnede hurtigere ned end på noget tidspunkt siden 2000 – deriblandt i de vanskelige år under gældskrisen i 2011 og 2012.

Dollaren styrkedes og leverede et nyt nyrestød til mange vækstlande, der har store gældsposter i den amerikanske valuta.

At den amerikanske præsident Donald Trump samtidig overraskede tirsdag ved at beordre en begrænsning på kinesiske teknologiinvesteringer og en told på kinesisk import sejlede lidt under radaren. Det samme gjorde Kinas vrede svar derpå.

Men lægger man alle begivenhederne sammen, øger det ifølge bl.a. Jyske Bank og Formuepleje risikoen for en økonomisk afmatning, og for at der kommer større udsving på finansmarkederne den kommende tid.

»Vi er i begyndelsen på en periode, hvor der kommer flere udsving på markederne. Der er ikke så meget luft til skuffelser,« siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, der har knap 70 mia kr. under forvaltning.

BRANCHENYT
Læs også