Fortsæt til indhold

Strid om ressourcer til at værne sygehuse mod hackere

Hospitaler kan lammes af hackere, advarer eksperter. Men ifølge regionerne må staten bidrage til et styrket forsvar.

I Storbritannien blev over 50 sygehuse sidste år delvist lammede af et cyberangreb. Næsten 20.000 patientaftaler måtte aflyses. Her ses en ct-scanner på regionshospitalet i Silkeborg. Arkivfoto: Tanja Lund Carstens
Økonomi

Selv om cyberangreb mod danske hospitaler i værste fald kan koste menneskeliv, er regeringen og Danske Regioner nu endt i et slagsmål om, hvem der skal betale millionregningen for den styrkede it-sikkerhed i sundhedssektoren, som regeringen i foråret lovede danskerne.

Regionerne kan økonomisk ikke løfte den »kæmpestore opgave alene,« og det kan komme til at ramme behandlingen af patienterne, hvis ikke der tilføres ressourcer fra staten til cyberoprustningen, lyder budskabet fra næstformand i Danske Regioner Ulla Astman (S).

»Vi kommer til at lave prioriteringer mellem sikkerhed og behandlinger, hvis der ikke tilføres mange flere ressourcer til det område. Cybersikkerhed er jo en helt ny kerneopgave for regionerne, men vi kan ikke løfte det selv,« siger Ulla Astman.

Samfundskritisk sektor

I maj udpegede regeringen i en ny cybersikkerhedsstrategi sundhedssektoren som en af seks såkaldte samfundskritiske sektorer, der skal styrke evnen til at modstå cyberangreb. Samtidig gjorde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) det klart, at sektorerne selv skal »afholde udgifterne til at højne sikkerheden på deres respektive område«.

I værste fald kan det jo være liv, der står på spil.
Ulla Astman (S), næstformand, Danske Regioner

Og sådan er det stadig, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der understreger, at det er afgørende, at it-sikkerheden på hospitalerne styrkes.

»Det er et område, som regeringen tager meget alvorligt, og regionerne er allerede blevet løftet med 1 mia. kr. i forårets økonomiaftale. Og ligesom resten af den offentlige sektor, må regionerne sørge for i fremtiden at købe udstyr, der er sikret i forhold til det ny trusselsbillede,« siger hun.

Ifølge Ulla Astman er den ene mia. kr. ikke nok. Hun advarer om, at et cyberangreb mod hospitaler kan have store konsekvenser og peger på, at staten har afsat omkring 1,5 mia. kr. til sin egen statslige oprustning.

»I værste fald kan det jo være liv, der står på spil. Derfor skal sikkerheden på plads, og vi vil prioritere den på linje med behandlinger,« siger hun.

Ifølge chefen for Center for Cybersikkerhed under FE, Thomas Lund-Sørensen, er der en alvorlig cybertrussel mod den kritiske infrastruktur, og han peger på, at sundhedssektoren i udlandet har været mål for ondsindede angreb. I Storbritannien blev over 50 sygehuse i maj sidste år delvist lammet af et hackerangreb. Og det samme kan ske i Danmark, advarer eksperter.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Danske Regioner