Analytiker: Amerikansk centralbank bøjer sig næppe for Trumps pres
Selv om Donald Trump har lanceret en kraftigt kritik af den amerikanske centralbanks renteforhøjelser, skal man næppe forvente, at Federal Reserve vil bøje sig for det politiske pres, lyder analysen fra Danske Bank.
Den amerikanske præsident Donald Trump har kastet sig over den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed).
I to tweets fredag skød Trump med skarpt efter Fed, som han kritiserede for at modarbejde hans økonomiske stimulanspolitik, fordi Fed har sat renten op, hvilket bl.a. har været med til at styrke den amerikanske dollar.
Fed hævede tilbage i juni renten til 2 pct., hvilket var den syvende rentestigning siden december 2015.
Den amerikanske økonomi buldrer af sted, samtidig med at arbejdsmarkedet nærmer sig fuld beskæftigelse. Derfor har den amerikanske centralbank set sig nødsaget til at hæve renten for at modvirke en overophedning af den amerikanske økonomi.
Det er den beslutning, som Trump nu kraftigt langer ud efter.
Ifølge senioranalytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj, er det dog tvivlsomt, om formanden for FED, Jerome Powell, vil lade sig påvirke af det politiske pres. I hvert fald ikke foreløbig.
»Vi tror ikke, at den amerikanske centralbank vil bøje af for Trump, og vi vil nok se yderligere rentestigninger både i september og i december, så samlet set fire i år,” siger Mikael Olai Milhøj.
»Kender man Trump ret, så kan presset blive meget massivt, og så er spørgsmålet, om den amerikanske centralbank stadig vil holde fast. Det må man håbe, for al teori og empiri viser, at en uafhængig centralbank er bedre til at stabilisere økonomien end en centralbank udsat for politisk pres,« uddyber han.

