Fortsæt til indhold

Regeringen kommer med lille nedjustering i sit skøn for dansk økonomi i år

Dansk økonomi vil vokse med 1,8 pct. i år, lyder det i en ny prognose fra regeringen. Dermed sænker regeringen sit skøn, men beholder dog stadig et langt mere positivt syn på økonomien end bankernes økonomer.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) fremlægger regeringens økonomiske redegørelse. Billedet er fra en tidligere præsentation. Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen
Økonomi

Regeringen sænker sit skøn for dansk økonomi i år med 0,1 pct.point, men hæver til gengæld forventningerne til næste års udvikling i økonomien.

Det viser den prognose for dansk økonomi, som økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har præsenteret onsdag.

Regeringen skønner, at bruttonationalproduktet (BNP) i år vil vokse med 1,8 pct. og ligeledes 1,8 pct. i 2019.

Ved den seneste økonomiske redegørelse tilbage fra foråret lød vurderingen ellers, at økonomien ville vokse med 1,9 pct. i år og 1,7 pct. næste år.

Dermed har regeringen taget de mere positive briller på i forhold til bankernes økonomer.

Flere af landets største banker har på forhånd nedjusteret deres vurdering af økonomien på grund af sommerens tørke, der har taget hårdt på landbruget.

Nykredit har bl.a. som følge af tørken set sig nødsaget til at sænke sit vækstskøn for i år fra 1,3 pct. til 0,8 pct., ligesom både Danske Bank og Nordea overvejer at sænke deres prognoser for økonomien som følge af tørken og den medfølgende krise i landbruget.

Derfor var det på forhånd ventet med spænding, om regeringen ville følge trop og sænke sit vækstskøn for i år.

Regeringen nedtoner dog tørkens betydning for BNP-udviklingen, da landbruget og de tilknyttede fødevareindustrier i dag kun udgør 2,7 pct. af produktionen i dansk økonomi.

»Selv et ret betydeligt fald i landbrugets produktion vil derfor kun have en forholdsvis lille effekt på det samlede BNP,« skriver regeringen i sin prognose og sender i stedet sorteper videre til eksporten:

»Den svagere udvikling skal især ses i sammenhæng med et fald i eksporten i 1. kvartal 2018.«

Artiklens emner
Økonomisk Redegørelse
Dansk økonomi