Serier

Advarsel fra gigant: Danske Banks hvidvaskskandale kan koste staten fornem dukseplads

Danmark har den højeste rating hos det store ratingbureau Standard & Poor's. Men det kan hvidvasksagen komme til at ændre på.

Hvidvask i Danske Bank
Danmark er ét af 11 lande i verden, der har den bedste kreditvurdering, AAA, hos Standard & Poor's. Foto: Thomas Borberg Foto: Thomas Borberg

Hvidvaskskandalen i Danske Banks estiske filial kan få konsekvenser uden for murerne i landets største bank. Det store ratingbureau Standard & Poor’s advarer om, at sagen kan føre til en sænkning af den danske stats kreditvurdering.

Hvis den danske stats kreditværdighed bliver sænket, vil det føre til, at den danske stat skal betale højere renter, når den låner penge.

Danmark har i øjeblikket vurderingen AAA, som er den højeste hos Standard & Poor’s, og kun en lille håndfuld lande i verden er indehaver af den bedste rating.

I den seneste vurdering af den danske stats kreditværdighed fastholder Standard & Poor’s karakteren AAA. Men ratingkæmpen peger på flere faktorer, som kan bringe topkarakteren i fare. Og her bliver hvidvaskskandalen i Danske Bank nævnt specifikt.

»Kreditvurderingen kan også komme under pres, hvis stabiliteten af den danske finansielle sektor bliver truet af dårligere kvalitet i aktierne i den højt gældsatte private sektor, eller hvis ekstern finansiering kommer under pres på grund af skade på omdømmet fra undersøgelserne af Danske Banks påståede hvidvaskaktiviteter i dens estiske filial,« skriver Standard & Poor’s.

I forhold til den danske banksektor vurderer Standard & Poor’s, at sektoren som helhed udgør en lille risiko for den danske stat. Men igen bliver Danske Bank nævnt som en faktor.

»Banksektoren fortsætter med rentabilitet på rekordniveauer på baggrund af begrænsede tab på udlån og en god rentabilitet ved realkreditlån i kombination med streng omkostningsstyring. Men vi ser en potentiel omdømmerisiko for den danske banksektor i forbindelse med de igangværende undersøgelser af Danske Banks påståede hvidvaskning af penge i sin estiske filial,« skriver Standard & Poor’s.

Onsdag vil Danske Bank offentliggøre sin længe ventede undersøgelse af hvidvaskskandalen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også