USA vender sig mod Kina med Nafta-aftale i hånden
Det Hvide Hus satser på, at den indgåede handelsaftale med Mexico og Canada giver ammunition til at øge indsatsen i den økonomiske kamp mod Kina.
Det skriver The Wall Street Journal.
En genforhandlet handelsaftale kan ifølge den amerikanske regerings rådgivere fjerne muligheden for en handelskrig på det Nordamerikanske kontinent og samtidig gøre kontinentet mere attraktivt for investeringer.
Den amerikanske regering regner med, at udenlandske virksomheder vil flytte sine investeringer fra Kina som følge af USA's told, som har medført til højere produktionsomkostninger i Kina.
Det vil gøre det sværere for Kina at producere den næste generation af teknologi og derfor lægge ekstra pres på myndighederne i Beijing for at indføre handelsindrømmelser.
Ifølge Steven Bannon, der er tidligere strateg i Det Hvide Hus, var den amerikanske regerings strategi fra begyndelsen at få hevet investeringer ud af Kina og genskabe den globale forsyningskæde.
Forsøget kørte dog af sporet, da amerikanske regeringsrepræsentanter kæmpede med andre handelsproblemer, og USA startede stridigheder med blandt andet Europa og Canada.
Flere store teknologivirksomheder har sagt, at de er begyndt at overveje, om de skal flytte produktionen ud af Kina for at undgå den amerikanske told.


