Moody's advarer: Obligationsmarkedet står til en syngende lussing
Store dele af obligationsmarkedet balancerer muligvis på randen af en ny nedtur. Sådan lyder advarslen fra verdens største kreditvurderingsbureau og flere store investorer.
Udsigten til aftagende økonomisk vækst, stigende renter på statsobligationer, tiltagende politisk uro og svingninger i andre dele af finansmarkederne får nu Moody’s Investor Services til at råbe vagt i gevær.
Udviklingen vil gøre det sværere for virksomheder at hente penge ved at udstede obligationer og kan udløse fald på virksomhedsobligationer og papirer bestående af banklån. Det vurderer Elena Duggar, underdirektør i Moody’s.
»Risikoen på markedet for kredit stiger i 2019. Forholdene bliver blot endnu dårligere i 2020,« skriver Elena Duggar i et nyt notat.
Det er dårlige nyheder for de mange investorer, som siden finanskrisen har købt voldsomt op i kreditmarkedet, fordi disse papirer giver et højere afkast end stats- og realkreditobligationer.
Pensionselskabernes beholdning af kreditpapirer er ifølge Finanstilsynet steget fra 87 mia. kr. i 2014 til 107 mia. kr. ved udgangen af sidste år.
Almindelige danskere ejer gennem investeringsforeninger udenlandske obligationer for omtrent 188 mia. kr., ifølge Finans Danmark. Deriblandt næsten 100 mia. kr. af de mest risikable virksomhedsobligationer og obligationer fra vækstlande.
»Der er grund til at være skeptisk. Siden 2017 har vi syntes, at mange kreditobligationer har været for dyre i forhold til den risiko, man skal tage,« siger Kristian Brinch Hansen, der er obligationschef hos formueforvalteren Investering & Tryghed.
Hos Bankinvest skeler obligationschef Michael Hauch også nervøst til udviklingen i kreditmarkedet. Men det kan være for tidligt at trække sig helt ud.
»Problemet er timing. Man kan godt have ret i, at markedet vil få problemer, men man kan nå at tabe mange penge, før man får ret,« siger Michael Hauch.


