Kapitalforvalter tror euroen dør: »Folk bryder sig ikke om at høre det«
Urolighederne i Paris har rykket datoen for eurosamarbejdets kollaps tættere på, lyder det fra Formuepleje.
Det er ikke kun butikker og bygninger, der risikerer at blive smadret under De Gule Vestes optøjer i Frankrig. Det er selve eurosamarbejdet, der i overført betydning bliver ramt, og i sidste ende kan optøjerne være med til at lægge den europæiske valuta i graven.
Det vil ske, hvis lande som Frankrig og Italien ikke meget snart skifter kurs rent finanspolitisk. Sådan lyder det fra Henrik Franck, direktør og partner i kapitalforvalteren Formuepleje.
»Jeg tør ikke spå om tidshorisonten, men jeg vil sige, hvad det ender med. Der kommer en dag, hvor euroen går i stykker, og den dag er rykket tættere på. Den kan ikke vare evigt. Folk bryder sig ikke om at høre det, og mange økonomer ved det godt, men de lukker øjnene for det,« mener Henrik Franck.
Euroen blev ifølge Henrik Franck født med så mange børnesygdomme, at eurosamarbejdet til sidst vil knække under for lidelserne. For at man kan have en fælles valuta, kræver det nemlig bl.a. en ensartet økonomisk udvikling og formentlig også fælles finanspolitik, lyder det fra Formuepleje-direktøren.
På et tidspunkt vil det føre til, at renterne eksploderer, så markederne bestemmer, at de enten skal ud af euroen, selv vælger at forlade euroen eller at EU vælger, at de skal ud.
»Mange økonomer siger, at euroen er så vigtig et politisk projekt, at man vil redde den. Det er rigtigt, at den er et vigtigt politisk projekt, og det er derfor, at den har kunnet overleve i så lang tid,« siger Henrik Franck.
I øjeblikket er Italien i så stort finanspolitisk kaos, at landet styrer mod en euro-afgrund. Frankrig har samme kurs, men er en del skridt efter Italien, lyder det fra Formuepleje.
Det skulle den franske præsident Emmanuel Macrons reformer ellers have rettet op på, men optøjerne har fået Macron til at trække i land. Dermed er reformpolitikken reelt død, og Frankrig har nu igen samme kurs som Italien.
»Reformerne ville have gjort, at franskmændene skulle have strammet livremmen ind. Men nu ved vi, at Macron bøjer af, hvis der kommer optøjer i gaderne,« siger Henrik Franck, der peger på, at Frankrig ligesom Italien er så store økonomier, at EU ikke vil kunne redde dem, hvis de kommer i problemer.
»Det kan ikke lade sig gøre, at det bare fortsætter i det uendelige. På et tidspunkt vil det føre til, at renterne eksploderer, så markederne bestemmer, at de enten skal ud af euroen, selv vælger at forlade euroen eller at EU vælger, at de skal ud,« siger Henrik Franck.