Økonomi

OECD kommer med klare anbefalinger: Topskatten skal sænkes, arveafgiften skal op

I en ny rapport kommer OECD med to klare anbefalinger til Danmark.

Foto: Per Folkver

Det går godt i Danmark. Økonomien vokser, levestandarden og danskernes trivsel er god. Sådan lyder det fra organisationen OECD i en ny rapport om Danmark.

»En lang tradition for reformer og stærke institutioner understøtter betydelig tillid og høj deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket sikrer, at høj økonomisk udvikling forenes med lav ulighed. Stærk omstillingsparathed til strukturelle forandringer og økonomiske stød sikrer, at disse gode resultater varer ved. En stærk forpligtelse til at håndtere miljømæssige udfordringer har gjort Danmark til foregangsland inden for grøn vækst,« skriver OECD bl.a. i rapporten.

Rapporten blev præsenteret tirsdag eftermiddag af OECD's vicegeneralsekretær Ludger Schuknecht i Finansministeriet sammen med finansminister Kristian Jensen (V).

»Dansk økonomi klarer sig rigtig godt i en international sammenhæng. Vi har formået at styrke dansk økonomi, samtidig med at vi stadig er et af de mest lige lande i OECD. En af de ting, som vi er gode til i Danmark, er at få mange ud på arbejdsmarkedet. Samtidig bemærker jeg, at OECD roser Danmark for at være et grønt foregangsland,« udtaler Kristian Jensen.

Selv om der er rosende ord til Danmark, peger OECD på særligt ét punkt, hvor der er plads til forbedring.

Det drejer sig om produktiviteten, som OECD betegner som skuffende. Faktisk kan det true levestandarden i Danmark, hvis produktiviteten ikke bliver forbedret, lyder det fra OECD.

»De fleste udviklede lande har oplevet en afmatning i produktivitetsvæksten, men det er særligt overraskende i Danmark givet den erhvervsvenlige politik og høje grad af digitalisering. At øge produktivitetsvæksten er afgørende for at sikre, at levestandarden og trivsel forbliver høj,« skriver OECD.

For at forbedre produktiviteten kommer OCED med flere forslag til politikerne på Christiansborg:

  • Skatten på den sidste tjente krone skal sænkes til 51 pct. fra 56 pct.
  • Kapitalindkomstskatten skal ned på 37 pct. fra 42 pct.
  • Boligejerne skal fremover have et lavere rentefradrag. Det skal sænkes til 25,5 pct.
  • Arveafgiften på familieejede virksomheder skal hæves til 15 pct.
  • Selskabsskatten skal ned via et såkaldt ACE-fradrag. Det dækker over, at selskaberne får et fradrag, hvis deres investeringer bliver finansieret via egenkapitalen.
Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også