Økonomi

Stor sandsynlighed for recession i USA og Europa inden for to år

En ny analyse fra Danmarks Nationalbank viser, at der er 60 pct. sandsynlighed for en økonomisk recession i USA og Europa inden for to år. Dansk økonomi er dog godt rustet til at modstå en udenlandsk krise.

De finansielle markeder som her på Wall Street har en voksende frygt for, at især handelskrigen mellem USA og Kina skal udløse en global recession. Foto: AP/Richard Drew

Økonomierne i USA og Europa kan inden for få år blive ramt af en recession, der kan kaste mørke skygger over resten af verdensøkonomien.

Det vurderer Danmarks Nationalbank i en ny analyse, der via statistiske modeller har beregnet sandsynligheden for en recession i USA og euroområdet.

»Modellernes resultater peger på, at risikoen for en global recession er steget de seneste par år,« står der i analysen.

Konkret skønner Danmarks Nationalbank, at der er over 60 pct. sandsynlighed for, at en økonomisk krise rammer amerikansk og europæisk økonomi inden for to år.

»For USA, hvor modellen er baseret på rentespænd, huspris-til-indkomst-forholdet og nye byggetilladelser, er den estimerede risiko for en recession inden for de næste to år øget væsentligt siden 2017 og udgør nu godt 60 pct.,« skriver Nationalbanken og tilføjer:

»Det overstiger den neutrale sandsynlighed for, at en recession begynder inden for 2 år, og kan dermed tolkes som et reelt signal om et potentielt tilbageslag.«

For euroområdets vedkommende er sandsynligheden beregnet ud fra rentespænd, huspris-til-indkomst-forholdet, arbejdsløshed og kreditvækst.

Her skønner Nationalbanken, at der er 35 pct. sandsynlighed for en recession inden for det næste år og 65 pct. inden for to år.

Analysen har også set på, hvad det vil betyde for dansk økonomi, hvis USA og resten af Europa bliver ramt af en økonomisk krise.

Selv om USA og euroområdet i høj grad er drivkraften bag dansk økonomi, vurderer Nationalbanken, at økonomien herhjemme i første omgang er klædt på til at afværge en nedgang i økonomien i uden for landets grænser.

Konkret skønner Nationalbanken, at sandsynligheden for recession i dansk økonomi er 30 pct. inden for det næste år og 50 pct. inden for to år.

»Dansk økonomi er godt rustet til at modstå et eventuelt udenlandsk tilbageslag. Økonomien er inde i et balanceret opsving på sjette år, og selv om der er tegn på mangel på arbejdskraft i nogle sektorer, er der ikke opbygget væsentlige ubalancer,« står der i analysen.

Ifølge Nationalbanken er det dog værd at notere sig, at der ikke været en amerikansk recession siden 1971 uden et sammenfald med en recession i Danmark.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også