Serier

Storbanker: Risikoen for et hårdt brexit stiger dag for dag

Risikoen for at Storbritannien ender udenfor EU uden en aftale - det såkaldte hårde brexit - stiger og er i dag hovedscenariet hos flere storbanker.

Brexit - britisk farvel til EU
En demonstrant bærer en maske, der ligner den britiske premierminister Boris Johnson, som truer med at gennemtvinge en brexit med eller uden en aftale med EU. Han har bl.a. suspenderet parlamentet i sit forsøg på at nå sit mål. Foto: Daniel Leal-Olivas/AFP

I takt med at den britiske premierminister Boris Johnson presser på for at tvinge brexit igennem, så vokser risikoen også for, at det sker uden en aftale med EU.

En stribe storbanker har på det seneste løftet sandsynligheden for at netop dette scenarie udspiller sig.

F.eks. satte Jyske Bank før Theresa Mays afsked som premierminister i maj sandsynligheden til kun 20 pct. I juli, lige efter Boris Johnson kom til magten, røg den op til i underkanten af 40 pct. Nu er den over 40 pct., fortæller chefanalytiker Tina Winther Frandsen.

»Det er nu et risikoscenarie, der er til at tage at føle på,« siger hun.

Boris Johnsons seneste beslutning om at suspendere parlamentet og hans trusler om at udskrive lynvalg i midten af oktober har drevet pundet ned til sit laveste niveau mod kronen i flere år.

De kommende dage slås hans modstandere med at klargøre lovforslag, der kan tvinge Johnson til at udskyde brexit, men det er langt fra sikkert, at de får held til det.

Det er en skæbneuge.

Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank

Flere storbanker som Mitsubishi UFJ Financial Group (MUFG), Japans største bank, og britiske Barclays har nu en hård brexit som deres mest sandsynlige scenarie.

Franske BNP Paribas og tyske Deutsche Bank vægter sandsynligheden til 50 pct. Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs løftede tirsdag chancen for en hård brexit til 25 pct. - op fra kun 10 pct. i maj.

»Det er en skæbneuge. Vi er kommet tættere på, at der er et slutspil,« siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.

Danske Bank sætter en risiko på 30 pct. for en hård brexit ved udgangen af oktober, men opererer med to andre scenarier – bl.a. en forlængelse af tidsfristen – som ifølge Mikael Olai Milhøj også nemt kan føre til no deal.

Alt i alt ryger man op på en sandsynlighed på lige under 50 pct.

Nordea har officielt en sandsynlighed på 25 pct. på en no deal, men spørger man bankens chefanalytiker Jan von Gerich, ligger den nok tættere på 40 pct. efter de seneste dages begivenheder.

»En masse virksomheder tænker efterhånden, at usikkerheden er det værste ved alt det her. De vil næsten foretrække en hård brexit, hvis det kan skabe vished,« siger Jan von Gerich.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også