Bilindustrien sender tysk økonomi i knæ
De tre største eksportmarkeder er ramt af handelskrig og politisk kaos, og dieselskandalen trækker fortsat dybe spor.
FRANKFURT AM MAIN -Tysk industri gennemlever for tiden det værste tilbageslag siden finanskrisen i 2008. Handelskrigen mellem de to store eksportmarkeder Kina og USA har ramt tyske eksportører, og det samme gør den fortsatte usikkerhed om Storbritanniens udtræden af EU.
Bedre bliver det ikke af, at dieselskandalen, der har Volkswagen-koncernen som omdrejningspunkt, har tvunget bilindustrien ud i en forceret omstilling fra forbrændingsmotorer til elbiler.
Krisen bliver stillet til skue på IAA – Internationale Automobil Ausstellung, arrangeret af brancheorganisationen Verband der Automobilindustrie (VDA), der åbner torsdag i Frankfurt am Main.
Halvdelen af den globale bilindustri har valgt ikke at deltage, bl.a. fordi producenterne i den aktuelle situation med stærkt fokus på klimaforandringer samt FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling frygter for negative reaktioner, hvis de skulle udstille række efter række af skinnede biler med forbrændingsmotorer, fordi de simpelthen ikke har de elbiler på hylderne, som alle taler om.
»Tysk bilindustri befinder sig i tunnelen og kan ikke skimte lys for enden af den. I vores konjunkturmåling i august er bilindustriens fremtidsforventninger for de kommende måneder faldet til ÷14,1 point fra ÷10,2 point i juli,« siger Klaus Wohlrabe, leder af Center for Makroøkonomi under Ifo Institute.
»Perspektiverne har negativ afsmitning på de ansatte, idet medarbejdernes frygt for, at der vil blive indført arbejdsdeling, er steget markant i de seneste måneder. Det på trods af, at de fleste bilfabrikker hen over sommeren havde en del ansatte på overarbejde,« føjer han til.
Krisen er ikke isoleret til Tyskland.
For få uger siden meddelte jernstøberiet Vald. Birn A/S i Holstebro, at 80 medarbejdere afskediges som følge af kraftig ordrenedgang over sommeren, der forstærkes af, at en enkelt større kunde er faldet fra.
Henved 90 pct. af produktionen på Vald. Birn går til eksport, og blandt de store kunder er lastbilproducenter i Sverige og Tyskland. Jernstøberiet leverer flere dele direkte til samlebåndene i bl.a. Tyskland, og rammes derfor straks, hvis produktionen falder, som det sker nu.
Den industrielle krise i Tyskland er så alvorlig, at Jens Weidmann, præsident for den tyske forbundsbank, Deutsche Bundesbank, har advaret om, at tysk økonomi i indeværende kvartal styrer mod teknisk recession – d.v.s. to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst.
»Det ville være bekvemt at kunne lægge hele ansvaret for nedturen på handelskrigene og brexit, men kendsgerningen er, at der er tale om den bredest funderede opbremsning for fremstillingsindustrien siden Genforeningen,« fastslår Oliver Rakau, cheføkonom for Tyskland i rådgivningskoncernen Oxford Economics.
Den tyske industriproduktion lå i 2. kvartal 5,1 pct. under niveau i samme kvartal året før. Den suverænt største nedgang er registreret i bilindustrien, hvor produktionen er dykket 14 pct. i 12 mdrs. perioden fra 2. kvartal i fjor til samme kvartal i år.
»Bilindustrien er direkte skyld i halvdelen af nedgangen i den tyske industriproduktion, og medregner vi alle forsyningskæder med tilknytning til bilindustrien, taler vi om 75 pct. af dette tilbageslag. De seneste data viser, at bilindustrien bærer stort set hele ansvaret for det fald i Tysklands eksport, der er registreret i 2. kvartal,« understreger Oliver Rakau.
Storbritannien er det største eksportmarked for tysk bilindustri – større end Kina og USA tilsammen.