Økonomi
0

Saudi-Arabien fyrer olieminister - kronprinsens storebror indsat

Kun få dage efter, at han var blevet degraderet, er Khalid al-Falih nu definitivt fjernet fra magten.

Khalid al-Falih er færdig som olieminister i Saudi-Arabien. Foto: AP/Ronald Zak

FRANKFURT AM MAIN – Saudi-Arabiens reelle magthaver, kronprins Mohammed bin Salman, har fyret kongedømmets olieminister Khalid al-Falih og i stedet indsat sin storebror prins Abdulaziz bin Salman på den vigtige post.

Fyringen af Khalid al-Falih kommer få dage efter, at han blev fjernet som bestyrelsesformand for statsolieselskabet Saudi Aramco, ligesom hans ministerium blev opstillet således, at industri og råstoffer blev udskilt fra energi.

Khalid al-Falih har indtil fyringen været en af de mest magtfulde skikkelser i den internationale olieindustri, og som ansat i Saudi Aramco siden 1980’erne tillige en af de personer, der har det tætteste kendskab til statsolieselskabet ud i mindst deltalje.

Hans afløser Abdulaziz bin Salman er ingen novice i olieindustriel sammenhæng. Han har arbejdet i energiministeriet i mere end 30 år, men der hersker tvivl om hans internationale, oliepolitiske erfaring.

Traditionel har kongefamilien i Saudi-Arabien, der i alle forgreninger menes at tælle henved 20.000 medlemmer, afholdt sig fra at besætte olieministerposten. Den har i stedet været beklædt med teknokrater eller diplomater, og hidtil har det været en post, hvor der sjældent sker udskiftninger.

Den mest navnkundige olieminister, sheik Ahmed Zaki Yamani, beklædte således posten fra 1962 til 1986. Ali al-Naimi, der var olieminister før Khalid al-Falih, sad på posten i 21 år.

Khalid al-Falih, derimod, har kun siddet på posten i godt tre år.

Fyringen af Khalid al-Falih vil kunne give uro i oliemarkedet, da den skaber tvivl om den fremtidige oliepolitiske kurs i verdens største olieeksporterende nation.

Saudi-Arabien har været arkitekten bag den aftale om at begrænse olieproduktionen, der har været i kraft siden den 1. januar 2017. Ikke mindst Khalid al-Falihs samarbejde med Ruslands olieminister Alexander Novak har båret denne aftale frem.

Ambitionen fra saudiarabisk side har været at få råoliepriserne op i intervallet mellem 75-85 dollars pr. tønde, hvorfor de aktuelle priser omkring 60 dollars pr. tønde er utilfredsstillende – da i særdeleshed på baggrund af, at olieproduktionen i lande som Iran, Venezuela og Libyen af forskellige årsager ligger langt under produktionskapaciteten.

At kongefamiliens inderkreds nu sætter sig tungt på Energiministeriet, kan varsle et oliepolitisk kursskifte. Siden november i fjor har Saudi-Arabien reduceret sin olieproduktion med 1,4 mio. tdr. i døgnet i bestræbelserne på at tvinge oliepriserne i vejret.

Denne mængde repræsenterer med dagens oliepriser et dagligt indtægtstab på mere end en halv milliard kroner, og det efterlader et gabende hul i statskassen i Riyadh.

Hvad Abdullaziz bin Salman som minister vil gøre for at styrke olieindtægterne, vides i skrivende stund ikke, da han ikke har fremsat nogen programerklæring.

BRANCHENYT
Læs også