Økonometer: Kurverne er ved at knække i dansk økonomi
Efter syv år med opsving er der nu tydelige svaghedstegn at spore i dansk økonomi. Det viser Finans' Økonometer.
Hen over sommeren er afmatningen i den globale økonomi – og især på vores største markeder i Tyskland, Sverige og Storbritannien – begyndt at påvirke dansk økonomi.
Det viser Finans’ Økonometer, som består af 11 nøgletal, der er håndplukket af cheføkonom Tore Stramer i Dansk Erhverv til at give et billede af hastigheden i dansk økonomi her og nu.
»Det ville være mærkeligt, hvis ikke opbremsningen begynder de kommende måneder. Det er kun et spørgsmål om, hvor hård den bliver,« siger Tore Stramer, der begyndte med at lave Økonometeret til Finans, da han var cheføkonom i Nykredit.
Beskæftigelse, detailforbrug og eksport viser stadig fremgang om end i et lidt langsommere tempo end i de foregående måneder og år.
Men de seneste tal er fra juli og august. Siden sommerferien er handelskrigen mellem USA og Kina eskaleret, og risikoen for et kaotisk brexit er steget.
De seneste tal fra Tyskland, vores største marked, viser ifølge Danske Bank, at landet bevæger sig på randen af en recession. I Sverige, vores næststørste marked, er økonomien ifølge Nordea bremset hårdt op, og ledigheden er begyndt at stige.
Noget tyder ifølge Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank, på, at mismodet nu er begyndt at smitte af på danske virksomheder og forbrugere.
Konjunkturbarometrene for industrien, byggeriet og serviceerhvervene har alle vist en faldende tendens over de seneste måneder, og de seneste tal for september faldt til det laveste niveau siden 2016.
Forbrugertilliden viser også tegn på svækkelse, og særligt forbrugernes vurdering af dansk økonomi har lidt et knæk i de seneste tal.
Det ville være mærkeligt, hvis ikke opbremsningen begynder de kommende måneder.
Virksomhederne vil ifølge Niels Rønholt derfor i stigende grad holde igen med investeringer og ansættelser, og forbrugerne udskyde deres forbrug.
Samlet set vurderer han, at det vil bremse økonomien op hen over efteråret og vinteren, så væksten næste år ender på kun 1 pct., den laveste rate siden 2013.
»Dansk økonomi går ikke fri, når den globale økonomi går ned i gear. Og slet ikke når det som nu især er Tyskland, der oplever en opbremsning,« siger Niels Rønholt.