Serier

Ekspert: Dette bliver afgørende for verdensøkonomien i 2020

Den amerikanske præsident bliver afgørende for verdensøkonomien på flere måder, mener chefstrateg.

Brexit - britisk farvel til EU
Donald Trumps rigsretssag og Boris Johnsons brexit kan blive afgørende faktorer for økonomien i 2020, siger Henrik Drusebjerg. Foto: Peter Nicholls/Ritzau Scanpix

Snart er julefreden ovre, og nytåret bliver skudt i gang med et brag. Det betyder også, at der skal skrives et nyt kapitel i historien om verdensøkonomien. Det kan sagtens blive et dramatisk et af slagsen, for det skorter ikke på store, udslagsgivende begivenheder i 2020.

Finans har talt med chefstrateg i Danske Bank, Henrik Drusebjerg, som her giver sine bud på, hvad der kommer til at være de fem mest afgørende faktorer for den internationale økonomi i det nye år.

  • Alvorlige politikfejl fra USA’s centralbank eller Den Europæiske Centralbank

»Den økonomiske verden, vi har levet i siden Finanskrisen, er i meget høj grad skabt af centralbankerne. Det, de har lavet siden 2009, er verdenshistoriens største finansielle eksperiment. Man er på alle måder ude og træde nyt terræn, og det har man bl.a. gjort med disse afsindigt lave renter og tilførslen af en masse penge via seddeltrykkeri. Hvis der er noget, der kan bremse fremgangen i 2020 er det, hvis de begår en fejl og begynder at stramme for tidligt. Det er ikke det mest sandsynlige, men det er det, der ville have klart mest betydning,« siger Henrik Drusebjerg.

  • Eskalering af handelskrigen mellem Kina og USA

»Handelskrigen er lige nu den største bremse på global vækst. Både fordi verdenshandelen er blevet mindre på grund af de tariffer, der er indført, og fordi virksomhederne er blevet mere tilbageholdne med investeringer pga. den politiske usikkerhed. Markederne har reageret godt på, at man tilsyneladende er blevet enige om en delaftale. Men sandheden er, at aftalen ikke er underskrevet endnu, og de nøjagtige detaljer er stadig ukendte. Så risikoen er, at de bliver uenige igen og delaftalen falder til jorden igen. I og med, at detaljerne er ukendte, er der også en risiko for, at den skuffer i sidste ende.«

  • Brexit-kaos kan fortsætte

»Der er meget, der tyder på, at det hele snart kan være overstået. Men det er i min vurdering en stor fejlfortolkning. Parlamentet har vedtaget Johnsons aftale, men det markerer alene slutningen på begyndelsen. Efter hans aftale er på plads med EU’s accept og parlamentets opbakning, starter det egentlige forhandlingsforløb om Storbritanniens og EU’s fremtidige handelsforhold. Lige nu er det sådan, at hvis man ikke er enige om dette inden udgangen af 2020, vil det svare til et brexit uden aftale. De har ikke en kinamands chance for, at de har en aftale inden udgangen af 2020, for sådan en aftale tager som regel 10-20 år at få på plads. Cirkus-brexit kan fortsætte gennem 2020, og det vil gøre virksomhederne mere tilbageholdne med at investere i fremtiden.«

  • Konflikt i Mellemøsten

»Vi har set en række linjer blive trukket op i 2019, bl.a. med USA’s neutrale holdning omkring de israelske bosættelser og Irans formodede droneangreb på Saudi-Arabiens olieproduktion. Det er olien, der gør, at en potentiel konflikt mellem Israel, Iran og Saudi-Arabien kan have store konsekvenser for verdensøkonomien, da olieprisen vil hæmme væksten, hvis den stiger kraftigt - og der er tegn på, at konflikten spidser til.«

  • Fokus på amerikansk politik

»Det centrerer sig selvfølgelig omkring Trump forstået på den måde, at der både kører en formodet rigsretssag, og at det er et valgår. Det skaber en politisk usikkerhed, især når det handler om ham. Indtil videre har han vist sig som værende ekstremt uforudsigelig og villig til at tage skridt, som man typisk ikke havde forventet. For eksempel ser det ud til, at han har begravet stridsøksen overfor den europæiske bilindustri for nu, men det kan sagtens ændre sig, hvis han fornemmer, at der er stemmer at hente i at begynde at tæve løs på europæerne igen. Den amerikanske præsident har mandat til at ændre handelsaftaler og indføre tariffer, og denne har han ulig nogen anden i amerikansk historie været villig til at bruge det.«

BRANCHENYT
Læs også