Serier

Handelskrigen mellem Kina og USA eskalerer snart med nye tariffer – men der er ingen ny aftale på vej

Daglig kontakt mellem Kinas og USA’s forhandlere i handelskrigen har endnu ikke ført til et gennembrud. Og den 15. december bliver Kina ramt af en ny omgang ekstra told på varer til USA.

Trumps handelskrig
Præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping er nu i gang med endnu en nervekrig i det årelange drama om nye handelsaftaler. Foto: AP/Thomas Peter

Det er snart tre år siden, at Donald Trump blev præsident i USA og satte gang i et af sine valgløfter: At presse Kina til bedre og mere ’fair’ handelsaftaler med USA.

Men handelskrigen er stadig mest krig og ikke ret meget fredsaftale. Trods intense forhandlinger i disse uger, med indførelsen af en ny særtold som bagkant, er der ikke tegn på, at de to parter er ved at nå til enighed. Det skriver Reuters.

Den 15. december smækker USA ekstra told på varestrømme for over tusind milliarder kroner, og Kina kan dermed se frem til endnu større fald i eksporten. I november var handlen med USA således faldet med 23 pct. i forhold til samme måned året før.

Og med den deadline i baghovedet har der været travlt hos de amerikanske og kinesiske forhandlere, som ifølge økonomisk rådgiver for præsident Trump, Larry Kudlow, er i næsten daglig kontakt. Der er bare ikke kommet meget ud af forhandlingerne, og der er ingen aftaler i kalenderen om at mødes fysisk og forhandle videre.

De nye toldsatser lægger pres på Kina, som derfor arbejder for en handelsaftale. Vice-minister for handel, Ren Hongbin, sagde på et pressemøde mandag, at Kina håber at begge sider vil presse på for at få en aftale igennem.

Kina kræver, at de forskellige former for ekstra-told, der er kommet under Trump, skal droppes, ligesom de kommende stigninger i toldsatser skal fjernes. Omvendt har Donald Trump meldt en række krav ud, herunder at Kina skal forpligte sig til at købe bestemte minimumsmængder af amerikanske landbrugsvarer, og at amerikanske firmaer får adgang til det kinesiske marked på samme vilkår som kinesiske selskaber.

Donald Trump har tidligere i sidste øjeblik udskudt regler og toldstigninger, og det kan derfor også ske lige før den 15. december, som en del af forhandlingerne. I sidste uge sagde præsidenten, at forhandlingerne er i gang, med gode diskussioner.

»Noget kunne ske den 15. december, men det diskuterer vi ikke nu,« sagde Donald Trump.

BRANCHENYT
Læs også