Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Det amerikanske jobmarked sluttede årtiet med lille negativ overraskelse

Der blev skabt 145.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA i december. Ifølge Bloomberg var det ventet, at tallet ville lande på 160.000.

Foto: AP

Den amerikanske økonomi kom ikke igennem årtiets sidste måned med et stort festfyrværkeri. I hvert fald hvis man ser på det amerikanske jobmarked, der bød på en lille negativ overraskelse i december.

Det viser den amerikanske jobrapport, der er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid af Bureau of Labor Statistics.

Det var på forhånd ventet, at der var blevet skabt 160.000 jobs uden for landbruget i USA i december, men tallet endte på 145.000. Jobrapporten er også kendt som kongen af nøgletal, da det giver en vigtig indikation af den amerikanske økonomi.

»Trods et isoleret set skuffende kongetal, kører opsvinget i USA trods alt videre, og med december-tallet på 145.000, er det nu også formelt en realitet, at 10'erne blev et årti i USA med ubrudt jobvækst, og at det længst varende jobopsving i amerikansk historie således fortsætter,« skriver Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, i en kommentar.

Det er ikke kun i tallet for december, at der gemmer sig en lille negativ overraskelse. Det samme gør sig gældende for de reviderede tal for oktober og november. I disse måneder er jobskabelsen nemlig blev revideret ned. Jobskabelsen i de to måneder var samlet 14.000 lavere, end det i første omgang blev rapporteret.

Flere økonomer peger på, at jobtallet skal ligge over 100.000 om måneden for at holde beskæftigelsen på det nuværende lave niveau. Det er også tilfældet i dagens jobrapport, som viser, at arbejdsløshedsprocenten fortsat er på 3,5 pct.

Sommeren 2019 bød på flere svage jobtal, og det pustede til en stigende bekymring om, at verdens største økonomi havde kurs mod en recession. Selvom jobtallene siden har rettet sig, er der fortsat svaghed at spore andre steder i den amerikanske økonomi.

»Men indtil videre er svækkelsen i økonomien overraskende svær at aflæse i jobtallene, der i 4. kvartal i snit har ligget tæt 200.000 job pr. måned,« skriver Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også