Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

ECB smider økonomisk redningskrans: »Det er meget seriøse størrelser«

Udbruddet af coronavirus har lagt store dele af Europas økonomi i knæ, og Den Europæiske Centralbank (ECB) offentliggjorde sent onsdag et obligationsopkøbsprogram på 750 mia. euro. Programmets størrelse overrasker flere analytikere.

Corona rammer verden
Formanden for den Europæiske Centralbank (ECB) Christine Lagarde har været under pres, siden centralbanken i sidste uge offentliggjorde et opkøbsprogram, som var mindre end ventet. Foto: REUTERS/Kai Pfaffenbach

Onsdag aften dansk tid annoncerede Den Europæiske Centralbank en ny stimuluspakke i form af et massivt obligationsopkøbsprogram til et samlet beløb på 750 mia. euro svarende til 5.600 mia. kr.

Det nye tiltag for at understøtte økonomien kommer blot en uge efter, Den Europæiske Centralbank annoncerede en udvidelse på 120 mia. kr. af et eksisterende opkøbsprogram – og størrelsen overrasker flere analytikere.

»Vi forventede, at ECB ville annoncere en markant forøgelse af deres opkøbsprogram, men størrelsen på programmet er alligevel større, end vi havde ventet,« skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Programmet vil løbe indtil minimum årets udgang og er mere fleksibelt i forhold til tidligere opkøbsprogrammer, da ECB har mulighed for at variere størrelsen af opkøb, hvilke former for værdipapirer, banken kan købe, og i hvilke lande de skal købes.

»Det er meget seriøse størrelser, som er i spil med den her udmelding. Det er med andre ord først nu, at ECB for alvor kommer på banen i forbindelse med at slå de økonomiske konsekvenser tilbage i forbindelse med Coronavirussen,« skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Det nye opkøbsprogram kommer efter, at ECB og centralbankens formand Christine Largarde har været massivt under pres, da centralbanken efter et ordinært møde i sidste uge offentliggjorde en mindre stimuluspakke end forventet, fortæller Danske Banks senioranalytiker Mikael Olai Milhøj.

»Vi ser ECB’s annoncering som endnu et positivt skridt i forhold til at undgå, at den nuværende situation udvikler sig til en længerevarende recession. Lagarde prøver med sin nye tiltag at signalere, at hun, ligesom sin forgænger, også vil gøre ”whatever it takes” for at holde hånden under euroen og europæisk økonomi,« skriver han.

Arbejdernes Landsbanks cheføkonom Jeppe Juul Borre mener, at der er tale om en mærkbar økonomisk håndsrækning, nu hvor ECB har taget både pengepolitiske og finanspolitiske instrumenter i brug for at få Europa på rette spor igen.

»Nøglen til succes skal ligge i et koordineret angreb mellem pengepolitikken fra ECB og finanspolitikken fra politisk side (…) I en tid, hvor pengepolitikken allerede har udspillet en stor del af sin rolle, er det væsentligt at få finanspolitikken i spil, og der vil tale om et hurtigt og kraftigt indgreb,« tilføjer Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

Samlet set vil Den Europæiske Centralbank købe obligationer for op imod en billion euro eller 7,5 billioner danske kroner frem mod slutningen af 2020.

BRANCHENYT
Læs også