Nationalbanken hæver renten
Nationalbanken har torsdag eftermiddag valgt at hæve den ledende rente med 0,15 procentpoint.
Nationalbanken forhøjer den ledende danske rente - indskudsbevisrenten - med 0,15 pct.point til minus 0,60 pct.
Ændringen sker med virkning fra fredag den 20. marts, oplyser banken i en pressemeddelelse.
"Renteforhøjelsen indsnævrer det pengepolitiske spænd til euroområdet fra 0,25 pct.point til 0,10 pct.point, men de danske pengepolitiske renter er fortsat lavere end i euroområdet," fremhæver banken.
Ændringen sker på baggrund af Nationalbankens salg af valuta, og årsagen er sandsynligvis, at den danske krone længe har stået en smule svagt i forhold til euro.
De øvrige pengepolitiske renter fastholdes uændrede, med udlånsrenten på 0,05 pct., foliorenten på 0,00 pct. og diskontoen på 0,00 pct.
Nationalbanken har ligeledes besluttet at udvide den ekstraordinære udlånsfacilitet med variabelt forrentede 3-måneders udlån mod pant med henblik på midlertidigt at øge de pengepolitiske modparters adgang til længere finansiering.
"Udvidelsen supplerer penge- og realkreditinstitutternes adgang til at optage lån, hvis der skulle blive et behov for længere likviditet. Samtidig forventes en 3-måneders facilitet at kunne understøtte et velfungerende obligationsmarked," fremhæver banken.
Renten på de ekstraordinære udlån fastsættes til -0,35 pct. Dermed forhøjes renten på 1-uges udlån med 0,15 procentpoint. Renten på 3-månedersfaciliteten er variabel og følger renten på ekstraordinære udlån.
Samtidig forventes en 3-måneders facilitet at kunne understøtte et velfungerende obligationsmarked.
3-måneders udlån udbydes første gang den 27. marts og ugentligt herefter, mens 1-uges udlån fortsat vil blive udbudt første gang den 20. marts.


