Sydbank: Norges Bank er tæt på rentebunden i første omgang
Den norske centralbank, Norges Bank, har fredag formiddag sænket renten med 0,75 pct.point, så styringsrenten nu er på 0,25 pct. Det skete på et ekstraordinært rentemøde
Styringsrente er den laveste i Norges historie.
- Vi vurderer, at Norges Bank nu er tæt rentebunden i første omgang. Meget afhænger dog af udviklingen i økonomien i den kommende tid. Bremser den norske økonomi kraftigt op, kan renten sagtens sænkes yderligere, siger Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos sydbank, i en kommentar.
I marts har Norges Bank nu samlet set sænket renten med 1,25 pct.point.
Det er coronavirusset, der får banken til at sænke renten yderligere, da situation i Norge er forværret i forhold til blot en uge siden.
Arbejdsløsheden er stigende, fordi flere virksomheder skruer ned for aktiviteten.
Samtidig kæmper Norge også med et kraftigt fald i oliepriserne, som rammer Norge hårdt, da cirka 20 pct. af landets økonomi kan relateres til oliesektoren.
Fredag er der fremgang at spore hos den norske krone, da investorerne ser ud til at tage positivt i mod Norges Bank beslutning, vurderer Kim Blindbæk.
- Den norske krone styrkes lidt efter offentliggørelsen. Det hænger sammen med, at investorerne i øjeblikket tager positivt imod beslutninger, der kan stabilisere de finansielle markeder og mindske de værste konsekvenser af virusudbruddet, siger han.
Den norske krone kan have fundet ydeligere styrke i de seneste dages stigning i olieprisen. Torsdag steg prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, med 14,4 pct. og fredag stiger den med yderligere 6,8 pct.
Fredag formiddag skal der 0,64 danske kr. til en norsk kr. Torsdag var den norske krone helt nede at koste 0,57 danske kr.
/ritzau/FINANS