Serier

Sådan behandler hospitalerne coronapatienter

Antallet af coronasmittede patienter på intensivafdelingerne stiger. To læger forklarer her, hvordan behandlingen foregår.

Corona rammer verden
Det er ikke altid den rigtige løsning for en kritisk patient at komme på intensivafdelingen og i respirator, siger Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Lægerne har også etiske spørgsmål at tale om med patienterne, før behandlingen går så vidt. Foto: Christian Lykking

De fleste danskere, der bliver smittet med coronavirus, klarer sig helt uden hospitalsvæsnets hjælp. Og de kritiske patienter, hvis lunger har fået en hård medfart, er der endnu gode muligheder for hjælpe.

Det fortæller Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, samt professor og ledende overlæge Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Men hvordan behandler man egentlig corona på hospitalerne, når der endnu ikke findes en kur?

»Der er nogle, der ikke vælger respirator, fordi det kan være problematisk at komme ud igen, hvis man bliver svækket undervejs. Så er det måske ikke den rigtige måde at komme herfra på.«

Lars Østergaard, professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital

Åndenød er et faresignal

For det første gælder det om at spore faresignalerne tidligt. Et voksent menneske trækker vejret mellem 12 og 16 gange i minuttet. Trækker man vejret over 20 gange i minuttet ved normal aktivitet, kan der være fare på færde. Åndenød kan advare om, at lungerne er under angreb.

»De patienter skal vi have ind så tidligt som muligt, så der ikke bliver udbredt skade på kroppen på grund af for lidt ilt i blodet. Det er dem, vi kan hjælpe under en indlæggelse,« siger Jens Lundgren.

Det er relativt få af de smittede, som får de kritiske lungeproblemer. Den store øvelse for sundhedsvæsnet lige nu er at plukke disse relativt få personer med symptomer ud.

Forskellen fra almindelige lungebetændelser til den, der kan komme med coronavirus, er, at hospitalerne normalt har behandlinger, der retter sig direkte mod årsagen til lungebetændelsen. Hvis den skyldes bakterier, kan man behandle med antibiotika. Hvis den skyldes influenza, findes der også medicin til formålet, forklarer overlæge Lars Østergaard.

Sundhedsvæsnet herhjemme står på springbrættet til at også at undersøge alternative behandlingsformer for coronavirus. Det vender vi tilbage til.

Mange klarer sig med ilt

På hospitalet skal man først finde ud af, hvor slemt det står til med den enkelte patient. Man undersøger, hvor meget ilt patienten har i blodet ved at sætte en lille iltmåler på fingeren. Man får taget blodprøver, så man kan se, om der er tegn på infektion i kroppen.

Hvis der er tegn på lungebetændelse, kan man tage et røntgenbillede. På et røntgenbillede er luft sort, så det skal lungerne også være. Hvis der er hvidlige, vatagtige plamager i lungerne, kan det være tegn på virus, betændelsesceller (hvide blodlegemer) og væske i lungerne.

»Det er ligesom, når man har betændelse i huden. Der kommer væskeansamlinger, som giver hævelse. De hvide blodlegemer og væsken giver hævelse i lungerne,« siger Lars Østergaard.

Hævelsen gør, at lungerne ikke kan fungere, som de skal, og dermed ikke kan transportere tilstrækkeligt ilt ud i blodet til de organer - hjerne, hjerte, nyre, tarme, lever - der er afhængige af ilten. Derfor holder man via blodprøver og urinprøver også øje med, om de andre organer fungerer.

De hvide plamager forsvinder undertiden af sig selv, men i mellemtiden køber man kroppen tid til at skille sig af med virussen. Man behandler ved at tilføre ilt, så mere ilt kan trænge igennem de hvide plamager og over i blodet.

Behandlingen afhænger af, hvilket iltbehov man har. Blodet må heller ikke få for meget ilt. Det holder iltmåleren på fingeren øje med. Ilten tilføres via et iltkateter i næsen.

Mange af dem, der indlægges, kan klare sig igennem på denne måde - uden at få brug for intensiv indlæggelse.

Som ved alle andre indlæggelser, er det bedst med mindst mulig indgriben. Så kun hvis patienten er for utilpas til at få det nødvendige at drikke og spise, kan væskedrop blive nødvendigt, så man ikke dehydrerer.

Respirator er ikke for alle

Efter 3-5 dage kan man se, om lungebetændelsen aftager eller bliver forværret. For de fleste flader sygdommen ud og forsvinder. Det sker typisk ca. syv dage, efter symptomerne har haft debut.

»Det, jeg kalder yderligere forværring, er der, hvor du ikke af egen kraft kan opretholde tilstrækkelig iltkoncentration i blodet. Det kan skyldes, at man er udmattet. Det kan være hårdt for kroppen, at man trækker vejret hurtigere, end man plejer. Især hvis kroppen i forvejen er svækket,« siger Jens Lundgren og Lars Østergaard tilføjer:

»Det kan udvikle sig fra en betændelse til, at blodkarrene inde i lungerne kan begynde at blive utætte. Så bliver tilstanden mere kritisk, for så er det ikke nok at give ilt i et næsekateter.«

I de tilfælde kan der være behov for simpelthen at blæse ilten ned. Det er her, patienten bliver indlagt på intensiv, og det kan blive nødvendigt at blive lagt i respirator, hvor man kan give mere ilt og bruger et højere tryk end ved et næsekateter.

»Respirationen kan skabe en vis form for overtryk nede i lungerne for at få dem til at folde sig helt ud,« siger Jens Lundgren.

For at blive lagt i respirator, skal man bedøves. Kroppen vil naturligt modsætte sig, hvis en maskine forsøger at trække vejret for den, når den ikke er bevidstløs. Hvis nogen - uden sammenligning i øvrigt - forsøger at give et vågent menneske kunstigt åndedræt, vil kroppen heller ikke kunne slappe nok af til at modtage.

Man kan ikke tages ind og ud af respiratorbehandling. Derfor kan man ende med at være ikke-kontaktbar i flere måneder. I mellemtiden kan lægerne holde øje med, om det går værre eller bedre ved at måle ilten i blodet.

Man får både mad og væske gennem kateter, og man kan om nødvendigt få anden medicin ind i åren. Det kan ske, at der tilstøder en infektion, mens man ligger i respirator, så man f.eks. skal have antibiotika. Det kan også være, hjertet bliver svagere, og så skal man måske have hjertemedicin.

På Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet kan man - hvis lungerne holder op med at fungere og respirator ikke er nok - lave ECMO-behandling. Her tager man blod ud af kroppen, tilfører det ilt, og fører det kontinuerligt tilbage til kroppen.

Patienten bliver tilkoblet en maskine, hvor en slags kunstig lunge altså overtager arbejdet med at opblande blodet med ilt. Det er dog til diskussion, hvor godt dette fungerer på de kritisk syge coronapatienter, siger Lars Østergaard.

»Vi ved, at både respirator og ECMO-behandling virker hos mange. Når immunsystemet begynder at fungere og slå virusinfektionen ned, og lungens celler begynder at reetablere normal funktion, så forsvinder behovet for de her maskiner. Så kommer man ud af respiratorbehandling igen. Erfaringerne fra de rapporter, der kommer fra kinesiske læger, tyder på, at de har fået mange overlevende patienter igennem,« siger Jens Lundgren.

Jo yngre, sundere og mindre svækket, man er af andre sygdomme, des mere har man at stå imod med, tilføjer Lars Østergaard.

»Overlevelseschancerne afhænger af, hvor godt man havde det, inden man blev syg. Behandlingen kan ofte være langvarig, og jo bedre form man er i, des mere er der at tage af. Det er svært at sige noget præcist om chancerne. Men der er stadig en lang række patienter, der kommer på intensivafdelinger og i respirator, som også kommer ud igen.«

Behandlingen kan vare alt fra dage til uger, og i mellemtiden er det en hård omgang for både patient og pårørende, der ikke kan komme i kontakt.

Det er ikke en forsegling af skæbnen at komme i respiratorbehandling. Men det er heller ikke alle patienter, der egner sig dertil. Ikke alle kan klare det, siger Lars Østergaard.

Og om man går så vidt afhænger ikke blot af det lægeteknisk mulige. Det indebærer også, at lægen drøfter de etiske spørgsmål og individuelle hensyn med patienten:

»Det er altid patientens tarv og ønsker, der vejer tungest. Og det er ikke altid det rigtige for patienten at blive indlagt på intensivafdeling eller komme i respirator. Det vil vi læger tale med den enkelte patient om,« siger Lars Østergaard.

»Der er nogle, der ikke vælger respirator, fordi det kan være problematisk at komme ud igen, hvis man bliver svækket undervejs. Så er det måske ikke den rigtige måde at komme herfra på.«

Nye eksperimentelle behandlinger

Det danske sundhedsvæsen skal nu i gang med at afprøve en håndfuld eksperimentelle behandlingsformer. Nogle behandlinger er helt nye, mens andre er kendt i andre forbindelser.

En af de første forsøg bliver formentlig med immunbehandling. Behandlingen er kendt fra ebola, svineinfluenza og smitsom leverbetændelse type B.

Her kan man kalde donorer ind, som tidligere har haft infektionen og muligvis har udviklet immunitet over for den samme virus i deres blod. Fra dem kan man tappe en portion plasma og slynge den, så man kun har den del tilbage, hvor antistofferne findes. Den kan man så give videre til en patient med samme blodtype - helt som ved en blodtransfusion.

Dette forventer man at kunne gå i gang med inden for et par uger. Man vil også forsøge at bruge Klorokin, malariamedicin, mod virusset. Samt afprøve andre midler, der hæmmer virus i at trænge ind i cellerne og i at formere sig.

I udlandet har man testet hiv-medicin, men foreløbige resultater viser, at medicinen ikke virker. Det udelukker dog ikke, at man laver forsøg med andre typer hiv-medicin herhjemme.

Lægemiddelstyrelsen har givet tilsagn om at forkorte behandlingstiden af nye ansøgninger om kliniske forsøg fra 35 dage til kun ca. tre dage, så man kan komme hurtigt i gang.

Formentlig vil ikke alle patienter kunne tåle samme behandling. Det drejer sig altså ikke om at finde ét vidundermiddel, men om at undersøge effektive behandlingsmetoder, imens man forsinker smittespredningen mest muligt.

For selvom man allerede kan behandle de personer, der får lungeproblemer, bliver det kritisk, hvis rigtig mange mennesker får brug for sengepladser og ikke mindst respiratorer og varme hænder på samme tid.

En del mennesker mærker måske slet ikke, at de har infektionen, da de ingen symptomer oplever, selvom de er smittet. Man er da mindre smitsom, fordi man ikke en gang hoster og nyser, men man kan godt bringe smitten videre uden at vide, man er syg. Derfor skal man stadig følge forholdsreglerne.

Det milde forløb med coronavirus er karakteriseret ved snue, hoste, halssmerter, almen ubehag og måske feber. Her skal man blive hjemme og blive rask af sig selv. Typisk vil man være i bedring efter 5-7 dage.

Det moderate forløb minder om det milde til at begynde med. Men nogle dage efter symptomerne er startet, bliver man dårligere.

»Hvis man får åndenød ved ting, man ellers ikke har åndenød ved - f.eks., når man støvsuger - så skal man kontakte lægen eller vagtlægen, så man kan få vurderet, om man har brug for at blive testet og måske indlagt på hospitalet,« siger Lars Østergaard.

Både han og Jens Lundgren er i øvrigt fortrøstningsfulde.

»Mulighederne er gode. De danske hospitaler og intensivafdelinger er virkelig dygtige i forhold til, hvad man ser mange andre steder i verden,« siger Lars Østergaard.

BRANCHENYT
Læs også