Fortsæt til indhold

Ifo Instituttet: Tyskland står foran en økonomisk massakre

Coronakrisen vil blive langt mere kostbar, end de fleste forestiller sig, fastslår to ledende økonomiprofessorer.

Økonomi

»Omkostningerne ved coronapandemien vil med overvejende sandsynlig overgå alt, hvad vi har set i form af økonomiske kriser og naturkatastrofer i mange årtier.«

Budskabet er kontant, men det er også nødvendigt, understreger professor Clemens Fuest, leder af Ifo Institutet under Ludwig-Maximilians-Universität i München i den første gennemregning af de økonomiske konsekvenser for Tyskland.

Det ansete institut har opstillet forskellige scenarier, der viser, at Tyskland »i bedste fald« slipper med et økonomisk tilbageslag på 7,2 pct., men i værste fald vil se et dyk på 20,6 pct. Det svarer omregnet til at tab af produktion på mellem 255 og 729 mia. euro.

»Med sådanne perspektiver skal man øremærke enhver tænkelig sum på sundhedspolitiske tiltag. Målet må være at gøre nedlukningen kortest mulig uden at gå på kompromis med bekæmpelse af pandemien. Vi skal have strategier, der kombinerer en genoptagelse af produktionen med yderligere inddæmning af pandemien,« understreger professor Fuest.

Samme billede tegner hans kollega og samarbejdspartner professor Gabriel Felbermayer, leder af Institut für Weltwirtschaft uner Christian Albrechts Universität i Kiel.

»Jeg frygter, at vi står på tærsklen til alle recessioners moder. En månedlang nedlukning, der halverer den økonomiske aktivitet i Tyskland, koster på årsbasis 4 pct.s vækst. En to-måneders nedlukning koster 8 pct. Det har vi aldrig oplevet i fredstid,« slår han fast.

Fra i dag må tyskerne ikke forsamle sig i grupper på mere end to personer, og kansler Angela Merkel er sat i to ugers karantæne efter at have været sammen med en coronasmittet læge. Store dele af tysk industri er lukket ned, herunder også den vigtigste – bilindustrien.

Beregningerne fra Ifo Institute viser bl.a., at hvis tysk økonomisk lukkes helt eller delvist ned i to måneder, vil det koste et produktionstab på mellem 255 og 495 mia. euro – igen afhængig af, hvilket scenarie man vælger. Et tabt i den størrelsesorden vil sænke Tysklands bruttonationalprodukt (bnp) med mellem 7,2 og 11,2 pct.

Ifo Institutes mest positive scenarie går ud fra en nedlukning, der reducerer produktionen med 59,6 pct. i to måneder, for herefter at stige med 79,8 pct. i den tredje måned og endeligt at være tilbage på 100 pct. i den fjerde måned.

»Hvis nedlukningen strækker sig ind i en tredje måned, vil omkostningerne stige til et sted mellem 354 og 729 mia. euro, svarende til et væksttab på mellem 10,0 og 20,6 pct.,« påpeger Clemens Fuest og fortsætter:

»Hver uges delvise nedlukning ud over de to måneder vil koste et sted mellem 25 og 57 mia. euro svarende til en vækstreduktion på mellem 0,7 og 1,6 pct.

Coronakrisen vil afstedkomme »massive forskydninger« på arbejdsmarkedet, der vil vise sig langt værre, end da finanskrisen var på sit højeste. Ifo Institute kalkulerer med, at 1,8 mio. lønmodtagere, svarende til 1,4 mio. fuldtidsbeskæftigede, vil kunne havne i arbejdsløshed, mens flere end 6 mio. vil komme på arbejdsfordeling, der er flittigt brugt i Tyskland i perioder med lavkonjunktur eller kriser.

De offentlige budgetter i Tyskland i år må forventes at blive belastet med op til 200 mia. euro, og det endda uden at indregne planlagte, men endnu ikke kendte, garantier og lån samt eventuelle europæiske hjælpepakker.

»En massiv indsats er både ønskelig og nødvendig af hensyn til den makroøkonomiske stabilitet, de faldende skatteindtægter og øgede udgifter; ikke mindst til overførselsindkomster,« betoner professor Clemens Fuest.

Det tyske DAX-aktieindeks er mandag formiddag faldet med 3,6 pct., dels under indtryk af den hastigt eskalerende pandemi i Tyskland, dels usikkerheden omkring den økonomiske udvikling i USA.

Senere i dag ventes forbundsregeringen i Berlin at præsentere nye finanspolitiske tiltag, der skal imødegå konsekvenserne af den delvise nedlukning.

»Tyskland har længe inden coronakrisen været under heftig international kritik for ikke at gøre mere for at stimulere tysk økonomi, der har kørt i slæbesporet i mere end et år. Kritikken har været berettiget. Til gengæld må man sige, at regeringen har reageret hurtigt, da først krisen ramte,« lyder analysen fra Carsten Brzeski, global cheføkonom i hollandske ING.

»Når vi ser på de tiltag, der blev lanceret i den forgangne uge, samt de tiltag, der ventes præsenteret i dag, vil den tyske regering bruge op imod 30 pct. af bnp på garantier og direkte finanspolitisk hjælp til dels at mindske risikoen for massearbejdsløshed, dels at tackle de umiddelbare økonomiske konsekvenser af at have lagt Tyskland i kunstigt økonomisk koma,« føjer han til.

Artiklens emner
Ifo Institute