Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Analytiker om USA's udskudte hjælpepakke: »Det kan godt bekymre mig, at der er tale om et valgår«

Det er ikke overraskende, at den amerikanske kongres igen har udskudt sin hjælpepakke - men det er alvorligt, mener Nykredits chefstrateg og Danske Banks senioranalytiker.

Corona rammer verden
En besked om at beskytte sig selv mod coronavirussen vises i øjeblikket på et billboard på det normalt så travle Times Square i New Ork. Foto: Mike Segar/Reuters

På dagen for Tysklands rekordstore hjælpepakke har USA’s kongres nu for anden gang nedstemt en tilsvarende førstehjælp til samfundet.

Demokraterne i Senatet har mandag aften dansk tid modsat sig at lægge stemmer til udkastet på 1800 mia. dollars, fordi venstrefløjen i amerikansk politik overordnet set mener, at republikanernes bud på en hjælpepakke er for gavmildt i forhold til store selskaber - og kerer sig for lidt om smv’er, sundhedsvæsenet og sociale ordninger.

»Det er ikke superoverraskende. Allerede i weekenden stod det klart, at der er knaster i forhandlingerne, så mange har nok haft en forventning om, at det vil tage nogle dage at komme gennem dem, fordi parterne skal give sig lidt på begge sider,« siger Frederik Engholm, chefstrateg for globale markeder hos Nykredit.

Han vurderer, at der godt kan gå op til en uges tid, før hjælpepakken vedtages i USA. Forhandlingsviljen kan dog blive hjulpet gevaldigt på vej torsdag, når tallene for amerikanernes ansøgning om understøttelse offentliggøres, fordi de efter alt at dømme vil dokumentere en voldsomt stigende arbejdsløshed her og nu.

Senioranalytiker Mikael Milhøj fra Danske Bank betegner situationen som alvorlig, fordi USA på tilsvarende vis som Danmark og andre lande er ramt af en akut pengemangel.

»Den udfordring er selvfølgelig mere ekstrem for privatpersoner i USA, hvor sikkerhedsnettet ikke er så udbygget som i Danmark. Så det er rigtig kritisk,« siger Mikael Milhøj.

Han føler sig imidlertid ikke overbevist om, at hjælpepakken vil blive vedtaget en af de kommende dage.

»Risikoen stiger selvfølgelig for hver dag uden en hjælpepakke. Og hvis USA ikke er oppe i gear, vil resten af verden formentlig blive trukket ned af det. Derfor kan det godt bekymre mig, at der er tale om et valgår, fordi det gør, at der også er andre kræfter og interesser på spil,« lyder det fra senioranalytikeren.

BRANCHENYT
Læs også