Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vismændene: Så hårdt kan coronakrisen ramme dansk økonomi

Coronakrisen kan føre til et fald i BNP på mellem 3,5 pct. og 5,5 pct. og sende tusindvis af danskere ud i arbejdsløshed, vurderer de økonomiske vismænd i ny prognose. Samtidig kan de offentlige finanser se frem til store underskud.

Corona rammer verden
Overvismand og økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard har sammen med kollegerne i De Økonomiske Råd opstillet to scenarier for dansk økonomi efter coronakrisen. Foto: Stine Bidstrup

Coronakrisen kan få voldsomme konsekvenser for dansk økonomi og de offentlige finanser - og samtidig vil danskere i tusindvis miste arbejdet.

Sådan lyder vurderingen fra de økonomiske vismænd, der har opstillet to scenarier for, hvordan coronavirussens nedlukning af Danmark vil påvirke både økonomien, arbejdsmarkedet og de offentlige finanser.

I det scenarie, som vismændene selv omtaler som »optimistisk«, vil bruttonationalproduktet (BNP) falde med 3,5 pct. og omkring 80.000 danskere vil blive arbejdsløse, hvilket vil føre til en samlet ledighed på 140.000 personer.

Scenariet tager udgangspunkt i, at landet kun er lukket ned i en kort periode hen over foråret og gradvist vil blive genåbnet efter påske og frem mod sommerferien.

Vismændene vurderer, at de offentlige finanser i det optimistiske scenarie blive ramt af et underskud på ca. 6,5 pct. af BNP, hvilket svarer til et minus på 140 mia. kr.

»Normalt vil et fald i BNP på 1 pct. lede til et underskud på omkring 0,75 pct. af BNP. Coronakrisen er imidlertid ikke en normal krise. I vores milde scenarie, hvor BNP falder med lige under 4 procent, kan det offentlige underskud ende på knap 7 procent af BNP,« siger overvismand Carl-Johan Dalgaard i en skriftlig kommentar.

Det andet scenarie, som vismændene selv omtaler som »pessimistisk«, er beregnet ud fra, at Danmark i efteråret bliver ramt af en ny smittebølge af coronavirus og derfor må lukke ned igen i en periode.

Her vurderer vismændene, at økonomien vil skrumpe med 5,5 pct. og det vil føre til et fald i de offentlige finanser på ca. 9 pct. af BNP svarende til et minus på knap 200 mia. kr.

Samtidig vil arbejdsløshedskøen vokse med 110.000 personer og bringe den samlede ledighed op på 160.000 personer, vurderer vismændene.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard understreger, at scenarierne er behæftet med stor usikkerhed.

»Tilbageslaget er alvorligt, men det er fortsat meget usikkert, hvor meget det påvirker væksten i år. Usikkerheden er stor af flere grunde. Dels er det uklart hvor længe sundhedskrisen varer, dels er det for tidligt at anslå den samlede effekt af hjælpepakkerne, og endeligt er det uklart hvor hurtigt omverdenen kommer igennem krisen,« siger han.

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, kalder scenarierne for »dyster læsning«. Men hæfter sig ved, at vismændene samtidig understreger, at dansk økonomi var i god form inden coronakrisen ramte og derfor er klar til at afbøde de værste konsekvenser af smitten.

»I starten af firserne og under finanskrisen kæmpede dansk økonomi med meget store ubalancer. Det er på ingen måder tilfældet nu. Tværtimod gør vismændene det klart, at dansk økonomi i udgangspunktet er meget stærk. Som konsekvens heraf er både de optimistiske og pessimistiske scenarier håndterbare for den danske stat,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også