Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Federal Reserve klar til »aggressiv handling«

Nu er det officielt: Det længste opsving i USA’s historie er forbi og afløst af den værste nedtur siden Anden Verdenskrig. Arbejdsløsheden eksploderer.

Corona rammer verden
Med centralbankchef Jerome Powell i spidsen har Federal Reserve Bank reageret prompte på coronakrisen ved at sende renten ned på 0 pct. og iværksætte et program for støtteopkøb af obligationer af noget nær ubegrænset omfang. Foto: AP/Susan Walsh

Coronapandemien forvolder sig stor skade på amerikansk økonomi, at Federal Reserve Bank nu erklærer sig parat til »aggressiv handling«.

»Den fortsatte sundhedskrise vil i den nærmeste fremtid veje tungt på den økonomiske aktivitet, beskæftigelse og inflation, og udgøre betydelige risici for de økonomiske udsigter på mellemlangt sigt,« skriver den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité i en officiel meddelelse efter to-dages møde, der netop er slut.

»Coronakrisens byrder rammer især dem, der har mindst at stå imod med. Mange virksomheder er allerede bukket under, og når arbejdsløshedstallene kommer (fredag) i næste uge, vil de eksplodere fra at have været de laveste i et halvt århundrede til at være tocifrede,« understreger centralbankchef Jerome Powell på en pressekonference, der netop er begyndt.

I morgen torsdag kommer de seneste tal for antallet af nye ledige, og hvis det følger trenden fra de foregående uger, kan arbejdsløsheden i USA ifølge økonomer være på vej mod 15-20 pct.

For at sikre den finansielle stabilitet og holde hånden under amerikansk økonomi har Federal Reserve Bank siden midten af marts opkøbt stats- og realkreditobligationer for næsten 2.000 mia. dollars (13.750 mia. kr.), hvilket er mere end de samlede støtteopkøb i perioden fra finanskrisen ramte i 2008 og frem til 2014.

Opkøbene har bragt centralbankens balance op på 45.395 mia. kr. eller 20 gange Danmarks bruttonationalprodukt (bnp), og Federal Reserve Bank regner ifølge Jerome Powell med at skulle være »meget aktiv langt ind i 2021 og sandsynligvis også i 2022«.

»Vi vil ikke løbe tør for penge,« betoner USA's centalbankchef.

Dermed signalerer han, at USA skal bruge det bedste af to år på at arbejde sig så langt ud af coronakrisen, at der ikke længere er behov for førstehjælp fra Federal Reserve Bank.

»Federal Reserve Bank kan kun låne penge ud. Vi kan ikke give penge til specifikke formål. Det er en opgave for Kongressen, som vi kan understøtte gennem vores opkøbsprogram. Lige nu er så omfattende hjælpeprogrammer sat i værk, at vi vil afvente og se, om de har den ønskede effekt, men vi er klar til at reagere kraftfuldt og om nødvendigt meget aggressivt,« fastslår Jerome Powell.

»Vi har sænket renten til 0, og vi kan ikke gøre ret meget mere, hvis virksomheder og husholdninger ikke er villige til at bruge penge; og det vil de formentlig først, når de kan se en ende på coronakrisen. Indtil da, gælder det om at forhindre en dyb og langvarig recession,« føjer han til.

Til forskel fra det seneste møde i midten af marts, hvor Federal Reserve Bank reagerede proaktivt på basis af årtiers erfaringer, forligger der denne gang friske nøgletal.

I 1. kvartal havde USA et fald i den økonomiske aktivitet på 4,8 pct. mod 2,1 pct. i 4. kvartal 2019.

Al den stund, at antallet af registrerede coronatilfælde i USA først begyndte at accelerere i midten af marts, er en vækst på ÷4,8 pct. et forvarsel om, hvad der er i vente, når væksttallene for 2. kvartal offentliggøres om tre måneder.

»Det essentielle er at understøtte de tusinder af små og mellemstore virksomheder, der er rundt omkring i landet, og sikre at flest mulige overlever coronakrisen. Reelt er hver især af disse virksomheder i deres lokale miljø mere værdifulde, end summen af små og mellemstore virksomheder,« understreger Powell.

De små og mellemstore virksomheder skaber job, og beskæftigelsessituationen er afgørende for privateforbruget, slår centralbankchefen fast.

I 1. kvartal var væksten i privatforbruget ÷7,6 pct., hvilket er det største fald siden 2. kvartal 1980, da det andet olieprischok for alvor havde ramt amerikansk økonomi. De bagved liggende data viser, at mens forbruget af dagligvarer steg 6,9 pct. i marts, faldt varige forbrugsgoder 16,1 pct., mens salg af tjenesteydelser dykkede 10 pct.

Tilsvarende er erhvervslivets investeringer faldet med 8,6 pct. i 1. kvartal, og kombinationen af et fald i privatforbruget og investeringerne er ildevarslende for perspektiverne i verdens største økonomi.

»Tallene for 1. kvartal er kun en forsmag, da nedlukningen rundt om i landet først begyndte i sidste halvdel af marts. Vi forventer nu, at vækstraten i 2. kvartal vil blive ÷34,0 pct. Det vil på nuværende tidspunkt være meningsløst at udtale sig om 3. kvartal,« siger Scott Anderson, global cheføkonom i Bank of the West i San Francisco.

Rådgivningskoncernen Oxford Economics er på linje med Bank of the West med en forventning om en vækstrate i 2. kvartal på ÷36,5 pct.

»Vi går nu ud fra, at nedturen i amerikansk økonomi vil blive tre gange så stor som under finanskrisen, og dermed den alvorligste opbremsning siden Anden Verdenskrig. Det brutale stop for aktiviteten i den private sektor vil til dels blive opvejet af de massive statslige hjælpepakker på mere end 3.000 mia. dollars samt Federal Reserve Banks arsenal på henved 4.000 mia. dollars,« lyder analysen fra Gregory Daco, cheføkonom for USA i Oxford Economics.

»Der skal imidlertid også enorme ressourcer til at genrejse amerikansk økonomi efter den kollaps i handelsvolumen, som vi har set i 1. kvartal, hvor eksporten og importen er faldet henholdsvis 8,7 og 15,3 pct.,« føjer han til.

Centralbankchef Powell understreger på aftenens pressekonference, at det »basalt set er umuligt at forudsige«, hvornår økonomien begynder at rejse sig, og hvornår de sundhedsmæssige bekymringer begynder at fortage sig.

»Investorer og forbrugere er indtil videre relativt optimistiske og har måske urealistiske fremtidsforventninger,« konstaterer Jerome Powell.

Han har ofte sagt, at USA skal få styr på sin finanspolitik, reduceret de kroniske budgetunderskud og nedbragt den voksende statsgæld. Nu lyder der andre toner.

»Dette er ikke tiden til den slags bekymringer,« siger Jerome Powell.

Det næste ordinære møde i Federal Reserve Banks pengepolitiske komité er den 9. og 10. juni.

BRANCHENYT
Læs også